Vi sætter os ved det store bord i spisekøkkenet. Den kælesyge hund lukkes ud i haven, jeg bliver spurgt, om jeg vil have kaffe, og jeg siger helst te. Hvis det altså ikke er for megen ulejlighed, tak. Der sættes vand over og stilles kopper frem.
Det er en helt almindelig dag på en stille villavej i udkanten af Esbjerg, skyer og sol skiftes til at fylde himlen ud, og en gang imellem kører der en bil forbi, langsomt og roligt.
Jeg har mast mig ind i hjemmet hos Ann-Louise Peters, der er landets bedste kvindelige dartspiller. Og faktisk lige præcis på verdensranglistens top-10.
Dart? Ja, I kender det godt, spillet med de tre pile og den sjove skive med lagkagestykkerne, tallene og de forskellige farver. Jamen, hvad er et dansk sommerhus uden dart, ikke sandt?
