Først ser man logoet for Alhayat Media Center, Islamisk Stats mediestation. Så toner John Cantlie frem foran kameraet. Han er nybarberet, i godt humør. Håret er velklippet. Han ser sund ud.
»Hej. Jeg er John Cantlie, og i dag vi står på toppen af verden, mens vi ser ud over Mosul, den næststørste by i Irak, som har været under fuld kontrol af Islamisk Stat i mere end fem måneder«.
Hurtigt klip. Ny vinkel. John Cantlie ser igen afslappet ind i kameralinsen. Han har en parkajakke på.
»Det her er det absolutte centrum i kalifatet og hjem for over to millioner vidt forskellige mennesker«.
Nyt klip.
»Placeret på kanten af Tigris’ bredder er Mosul en gammel handelsby og en sunniprovins, lige som meget af Irak var det, før de amerikansk-ledede invasioner og pro-iranske regeringer forandrede det politiske landkort«.
Klip igen.
»Lad os gå ned i gaderne i Mosul under os her og se mere«.
Videoen med John Cantlie blev offentliggjort 3. januar og er den ottende i rækken, Islamisk Stat har sendt ud med den britiske fotojournalist. I de seneste to af videoerne, der florer på YouTube og andre virale medier, viser 43-årige Cantlie rundt i Syrien og Irak, som var han en helt naturlig og veltalende vært i et helt almindeligt vestligt rejsemagasin. Som var han en yngre udgave af landsmanden Michael Palin.
Men John Cantlie er ikke vært på et britisk rejseprogram på tv. Han er blevet taget til fange af Islamisk Stat og har været holdt som gidsel af den militante terrorgruppe i over to år.
Kidnappet ved grænsen
Syrien, marts 2012. John Cantlie er ikke bange for at være udsendt i krig. Han har tidligere været embedded med den amerikanske hær i fem måneder i Afghanistan. Han er erfaren. Han ved, hvad han gør.
Som en af de første vestlige fotografer kommer han helt tæt på de syriske oprørstropper, der kæmper mod regimet og Bashar al-Assads hær. I en by i Idlib-provinsen, en højborg for oprørerne, er han med fremme i frontlinjen og oplever fra nærmeste hold, at regimets kampvogne fyrer løs på oprørerne.
John Cantlie sender både fotografier og tekst hjem til den britiske avis The Sunday Telegraph, som 31. marts bringer en større artikel med hans byline på.
»Så åbner kampvognene ild. Granatsplinter så store som knytnæver skærer sig gennem luften og halshugger med det samme en af oprørerne. Hans riffel ligger raslende tilbage på jorden, mens hans venner trækker hans hovedløse overkrop væk fra skudlinjen«, skriver han blandt andet.
Som illustration til artiklen bringer The Sunday Telegraph et af John Cantlies fotografier, hvor han er skræmmende tæt på en af de store T72-kampvogne, der ruller direkte imod ham.
Tre måneder senere bliver den garvede krigsreporter bortført. Sammen med en hollandsk fotograf, Jeroen Oerlemans, og en syrisk hjælper krydser han grænsen til Syrien fra Tyrkiet. Halvanden kilometer inde i Syrien støder de tre på en lejr, de tror tilhører Den Frie Syriske Hær.
Det gør den ikke. De svært bevæbnede mænd i lejren er ikke syrere, men militante islamister. De er i Syrien på en mission for at vælte den syriske præsident Bashar al-Assad og etablere en islamisk stat.
Dagen efter, de to fotografer er blevet taget som gidsler, forsøger John Cantlie og Jeroen Oerlemans at slippe væk. De flygter fra lejren, da mørket er faldet på. Men deres kidnappere opdager dem, og under flugtforsøget bliver både Cantlie og Oerlemans ramt af skud. Briten bliver skudt i armen, hollænderen i benet og i hoften.
Begge mænd frygter for deres liv, men de finder en smule trøst i, at en læge i lejren behandler deres skudsår. En uge senere bliver de to fotografer befriet, da medlemmer af Den Frie Syriske Hær angriber lejren. Hverken John Cantlie eller Jeroen Oerlemans er på det tidspunkt i stand til gå selv, men bliver hjulpet ind i en ventende bil. De efterlader alt deres tøj, papirer, fotoudstyr og pas og bliver smuglet tilbage til Tyrkiet. Her får de behandling af vestlige læger, inden de bliver overleveret til de tyrkiske og britiske landstyrker i området.
En modig mand
John Cantlie stammer oprindelig fra byen Haslemere i Surrey i det sydøstlige England, ikke langt fra den britiske hovedstad.
Han er uddannet fra London College of Printing, og de seneste 20 år har han arbejdet for en række af de største medier i Storbritannien. Han har blandt andet været redaktør på magasinet FHM, og han har produceret flere tv-programmer om ekstremsport og offroad-motorcykler.
Cantlie beskrives af kollegaer og bekendte som en oplevelseslysten – og modig – eventyrer. I 2008 gennemfører han, i øvrigt sammen med begge de britiske prinser, Harry og William, en næsten 1.000 kilometer lang overlevelsestur på motorcykel i Sydafrika, hvor Cantlie og de andre deltagere overnatter i telte i ørkenen og undervejs krydser mere end 70 floder.
Derudover er Cantlie især kendt for sine krigsreportager og fotografier fra nogle af de farligste steder i verden. Han har været udsendt i Irak, Libyen og Somalia, og hans arbejde har været bragt i britiske aviser og magasiner som The Sunday Times, BBC, The Sun, Esquire, GQ og The Sunday Telegraph.
Han har risikeret sit liv ved utallige lejligheder i Syrien for at vise de lidelser, som konflikten har ført med sig for almindelige muslimer. Han er frygtløs, men han er ikke dum
Colin Freeman, The Sunday Telegraph
En af John Cantlies kollegaer på sidstnævnte medie er skribenten Colin Freeman.
Han har i avisen beskrevet Cantlie med disse ord:
»Nogle har karakteriseret ham som en fandenivoldsk adrenalinjunkie, der ikke ved, hvor grænsen går. Det er ikke den John, jeg kender. John er alt for godt klar over de farer (der er ved at rapportere fra krig, red.), men han har valgt at tage af sted for at dokumentere Assad-regimets brutalitet fra første parket. Han har risikeret sit liv ved utallige lejligheder i Syrien for at vise de lidelser, som konflikten har ført med sig for almindelige muslimer (…) Han er frygtløs, men han er ikke dum, med andre ord«.
Intet at tabe
Da John Cantlie første gang slipper fri fra sine kidnappere, vender han hjem til England. Det trækker dog stadig i ham for at rapportere fra fronten. Blot to måneder senere rejser han derfor igen ind i Syrien. Sammen med den amerikanske fotograf James Foley drager han rundt i det krigshærgede land, og den 22. november 2012 gør de to fotografer og en tolk holdt i byen Binnish. De er på vej tilbage mod den tyrkiske grænse, og deres plan er, at de fra en internetcafe i byen vil sende de billeder, de har taget i Syrien, hjem.
Intet går som planlagt. Da trioen i James Foleys bil stopper op foran internetcafeen, kører bevæbnede mænd i høj fart op bag dem og tvinger den amerikanske og den britiske fotojournalist ud af bilen. John Cantlie bliver igen taget som gidsel, og Islamisk Stat fører tilsyneladende ham og James Foley til et hemmeligt fængsel i Raqqa i det østlige Syrien, hvor også en række andre vesterlændinge holdes fanget.
Og så bliver der stille.
Ingen, heller ikke John Cantlies nærmeste hjemme i England, hører derefter fra ham. Næsten to år går der, før Alhayat Media Center, Islamisk Stats mediestation, 18. september 2014 udsender den første propagandavideo med John Cantlie i ’hovedrollen’.
’Lend Me Your Ears’ er overskriften på videoen. I den ser man Cantlie sidde ved et skrivebord iklædt en orange klædedragt, lige som dem fangerne i Guantanamo tvinges til at bære. Han er udmagret. Det virker som om, han læser op fra et manuskript.
»Jeg ved, hvad du tænker«, siger englænderen indledningsvis. »Han gør kun det her, fordi han er en fange. Han har en pistol mod sit hoved, og han bliver tvunget til at gøre det. Well, det er rigtigt. Jeg er en fange. Det kan jeg ikke løbe fra. Men eftersom jeg er blevet efterladt her af min regering, og fordi min skæbne ligger i Islamisk Stats hænder, så har jeg intet at tabe«, fortsætter han.
Siden følger yderligere fem videoer efter samme opskrift. Skrivebord, John Cantlie i orange klæder, tirader mod de vestlige regeringer og især USA, plus lovprisninger af Islamisk Stat.
I videoerne siger John Cantlie også, at hans bortførere behandler ham og de andre gidsler godt.
Rapporter fra andre mænd, der er blevet frigivet, efter de har været holdt som gidsler sammen med John Cantlie, tyder dog på, at hverdagen som fange i Raqqa ser markant anderledes ud, end den Cantlie beskriver.
Ifølge de frigivne vesterlændinge blev gidslerne af Islamisk Stat holdt lænket og fik masker over hovedet. De blev udsultet, og de blev tortureret med elektriske stød og skudt med taser guns, der forårsager midlertidig lammelse. De blev truet med at blive slået ihjel, og de blev udsat for waterboarding, en forhørsteknik, der simulerer drukning, ved at offeret holdes fast med mund og næse dækket til, mens store mængder vand hældes ud over ansigtet.
Som den ultimative ydmygelse blev nogle af gidslerne, heriblandt John Cantlie, en anden brite, David Haines, amerikanske James Foley og italieneren Federico Motka af deres fangevogtere desuden tvunget til at deltage i boksekampe mod hinanden, lige som man har set det i filmen ’Fight Club’. Den, som tabte boksekampen, blev udsat for yderligere tortur.
Lider han af Stockholm-syndrom?
Syrien, 27. oktober 2014. Alhayat Media Center sender en ny video ud med John Cantlie. Væk er de orange fangeklæder, nu træder han frem iført ’almindeligt’. Hans udseende er markant forandret. Håret og skægget er vokset ud. Han har taget på.
I videoen befinder Cantlie sig angiveligt i den syriske grænseby Kobane, hvor Islamisk Stat udkæmper blodige kampe mod kurdiske peshmergakrigere, og hvor amerikanske bombefly samtidig angriber byen.
»Området er kontrolleret af Islamisk Stat« siger John Cantlie, igen direkte til kameraet. Han taler langsomt, kontrolleret og fremstår som enhver anden nyhedsrapporter, som vi kender dem fra BBC eller CNN.
»Vestlige medier, og jeg kan altså ikke se nogle af deres journalister lige her, har på det seneste sagt, at Islamisk Stat er i gang med at trække sig tilbage fra Kobani. I de seneste 24 timer er hundredvis af islamiske militante blevet meldt dræbt i luftangreb. Men herfra i byen, hvor jeg står, og hvor jeg endda kan se ind over den tyrkiske grænse, er det eneste, jeg kan se, mujahedin-krigere. Og de er afgjort ikke på flugt«, siger John Cantlie, der desuden kalder Kobane ved byens arabiske navn Ayn al-Islam.
Denne video forårsager et ramaskrig i den britiske presse. For hvad i alverden er der sket med John Cantlie? Har han skiftet side, og er han konverteret til islam? Tror han virkelig selv på det, han rapporterer i videoen, som bliver delt millioner af gange på YouTube? Eller har han fortsat en pistol for panden, og bliver han truet til at læse de verbale angreb på Vesten op?
John Cantlies søster, Jessica Cantlie, udtaler i flere medier, at »John kan stå inde for to-tredjedele af det, han siger«, hvilket blot forvirrer offentligheden endnu mere.
En række britiske eksperter vurderer derefter, at John Cantlie lider af Stockholm-syndromet. Et psykologisk fænomen, hvor et gidsel fatter sympati og får positive følelser over for sine fangevogtere. John Cantlies anti-vestlige retorik forstærker da også billedet af, at han både identificerer sig med og forsvarer Islamisk Stat.
Ikke alle er dog enige i den vurdering. En retsmedicinsk stemmeanalytiker, Elizabeth McClelland, kigger videoen igennem og konkluderer, at Cantlies opførsel efter hendes mening ikke er autentisk, og at hans tale og sprogbrug indikerer, at han er i gang med at spille en rolle.
En anden ekspert, den anerkendte psykiater Neil Greenberg fra Kings College i London, vurderer, at John Cantlie gør, som han gør, af den simple grund, at det er den eneste måde, hvorpå han kan holde sig i live.
»Det er ekstremt vigtigt for et gidsel at få sine fangevogtere til at synes, at du har en værdi for dem. Når folk lærer at skulle overleve i fangenskab i et fjendtligt miljø, så lærer man at gøre netop det«, siger Greenberg til mediet International Business Times.
På patrulje i Mosul
Måske er det netop det, John Cantlie er i gang med: at gøre sig uundværlig. Måske er det derfor, man i Islamisk Stats propagandamagasin Dabiq også har kunnet læse en længere artikel, den 43-årige englænder angiveligt selv har forfattet.
I artiklen fortsætter Cantlie sin kritik af regeringerne i England og USA for ikke at indlede forhandlinger med IS i et forsøg på at få gidsler fra de to lande fri.
»Islamisk Stat er ikke en flok guerillaer eller gangstere. De har 32.000 krigere, tanks, missiler, domstole, en politistyrke og de kontrollerer den næststørste by i Irak. De må vel betragtes som store og seriøse nok til, at enhver politiker bør beskæftige sig med dem«, skriver han.
Et andet sted i artiklen forklarer han, at han godt ved, at hans liv er i fare.
»Jeg har set James Foley, Steven Sotloff, David Haines og Alan Henning (andre gidsler, som er blevet slået ihjel af IS, red.) forsvinde ud af døren hver anden uge siden august for aldrig at vende tilbage, vel vidende at de var blevet dræbt (...) Medmindre noget ændrer sig meget hurtigt og meget radikalt, venter jeg bare på, at det bliver min tur«, skriver John Cantlie i Dabiq.
Og dermed er vi tilbage ved den seneste og foreløbigt sidste video, Islamisk Stat har sendt ud med det engelske gidsel som deres personlige rejseguide.
Efter den hurtigt klippede introduktion viser John Cantlie rundt i Mosul. Han vandrer afslappet gennem souken og kigger på varer. Han besøger et børnehospital. Han går op og ned ad byens hovedgader, mens han bedyrer, at Islamisk Stat ikke er et strengt, totalitært styre. Tværtimod har folk i Mosul frihed, og livet i byen er business as usual, som han siger det.
I en af de afsluttende sekvenser i den 8 minutter og 16 sekunder lange video ser vi John Cantlie køre gennem byen på en politimotorcykel med en passager bagpå. Samtidig siger den engelske reporter til kameraet, at Mosul overhovedet ikke er farlig.
»Politiet er nærmest ikke til at få øje på, selv om de er meget tilstedeværende. Der bliver virkelig begået meget lidt kriminalitet her, ud fra hvad jeg kan se. Folk fortsætter blot med deres normale liv. Og det er i hvert fald ikke lige som tidligere, hvor politiet flygtede ved det mindste tegn på problemer. Nå, men nu skal vi ud på patrulje«, siger John Cantlie, før han sætter politialarmen til og grinende kører ud af billedet.
Kilder: The Independent, The Telegraph, Wikipedia, The New York Times, BBC, The Guardian, YouTube, Vice, Daily News, Newsweek, The Los Angeles Times, Foreign Policy, Mashable.com.
Publiceret 20. januar 2015
