Nu havde vi lige lært ham at kende. Den engang så smukke unge mand med det smukke navn. Henri Marie André, greve de Laborde de Montpezat. Siden Prins Henrik. Nu Henrik, Hans Kongelige Højhed, Prinsgemalen. Så blev Jantelovens overmand og middelmådighedens betvinger syg. Så syg, at han ikke kunne deltage i sin kones 75 års fødselsdag. Så syg, at en del danskere tænkte, at den mand, der har gjort Danmark større, og har givet brokadevesten renaissance, mens vi andre går rundt i 50 nuancer af gråt, måske ikke havde så langt igen. Hans kolesterol tal er næppe gode. Der er 508 kalorier i 100 gram Foie Gras. Podegra er også en mulighed. På B.T. var de bekymrede, og man konsulterede derfor lægen Jerk W. Langer, der mente, at der kunne være tegn på komplikationer, hvis prinsen ikke fik det bedre i løbet af fire-fem dage.
Måske vidste B.T. noget. Måske var han mere syg, end vi troede. Natten til lørdag den 18. april skete der imidlertid noget glædeligt. Med en genopstandelsesvilje, som er Jesus værdig, rejste prinsen sig fra himmelsengen, og otte timer efter, at de sidste fødselsdagsraketter var affyret, kørte han til Hamborg, steg ind i en flyver til Venedig og blev set af nogle danske turister, blandt Markuspladsens skidende duer. I røde bukser og sejlersko. Han hilste hjerteligt på de danske turister, der faldt ham i ryggen, tog billeder, og sendte dem til Ekstra Bladet. Men måske var det, hvad han ønskede. Eller som den erfarne kosmopolit, monarkist og journalist, Ulla Terkelsen udtrykte det i TV2:
»Hver dag ankommer danske turister i stakkevis til Venedig i busser fra Gardasøen eller direkte til byen. Alle turister fotograferer som gale med kameraer eller mobiltelefoner. Desuden sad Prinsgemalen på Markuspladsen, Venedigs mest overfyldte turistmål. Der er Biennale (stor kunstudstilling, red.) i byen. Så blandt de utallige danskere, der er i byen for tiden, da ville det være sært, hvis ikke en af dem havde observeret og fotograferet prinsgemalen og ekspederet billedet videre. Ingen kan altså beskylde prinsgemalen for at stikke noget under stolen. Han er taget til Venedig med åben pande«.
