Steve Jobs var bedøvet. Temmelig eftertrykkeligt. Og ved at komme sig oven på en levertransplantation samt en lungebetændelse forårsaget af hans kræftsygdom. Men da lægen anbragte en maske over hans ansigt, vågnede noget i ham. Han flåede masken af, mumlede, at han hadede dens design, og nægtede at tage den på igen. I sin halvkoma skal han ligefrem have bedt de omkringstående stille med fem forskellige udkast til masker, så han kunne vælge det bedste.
Episoden står beskrevet i Walter Isaacsons biografi om Apples grundlægger Steve Jobs, den autoriserede, som danner grundlag for den kommende spillefilm om Steve Jobs. Og historien siger i hvert fald tre centrale ting om manden. Han havde en instinktiv fornemmelse af, hvad folk – han selv inklusive – ønskede. En evne til derudfra baglæns at regne ud, hvad et produkt skulle kunne. Og en vilje til at sætte sig igennem helt ned i detaljen, hvilket vandt ham flere beundrere rundt om i verden end venner blandt sine nærmeste.
Længe før sin død 5. oktober 2011 var Steve Jobs selv et verdenskendt varemærke. Et ikon i sin egen ret, balancerende midtvejs mellem en rest af hippietiden, den nye tids tekniske nørd og en moderne pengemand. Men når han – som et håndtegnet logo – trådte ned fra bjerget i sine evige jeans, den sorte rullekravebluse og de runde sygekassebriller med endnu en stentavle, endnu en genistreg fra Apples udviklingsafdeling, holdt verden vejret. For selv om han med sit let afpillede midaldrende ydre mere lignede en hengemt lektor eller bibliotekar, var Steve Jobs i tre årtier et billede på tiden selv.
Men hvem var han egentlig, den mand, vi i dag kender som manden bag Apple og alt, hvad selskabet har gearet os op med? Hvad bør han især huskes for? Et barn af hippietiden? Nørdernes førstemand? Eller storkapitalens nye forførende ansigt? Og hvis han var det geni, man siger, hvad var det så, han var genial til?
