Historien er fortalt utallige gange: Arbejderlederen Luiz Inácio Lula da Silva kæmpede sig op af fattigdommen – fra et liv som skopudser i en fattig migrantfamilie fra det tørkeplagede Nordøstbrasilien til at blive præsident og landsfader i Sydamerikas mægtigste land.
Og der skrives hele tiden nye, utrolige kapitler. Nu er han hovedperson i en korruptionssag, som udvikler sig stadig mere bizart.
Kontrasten er markant til den popularitet, der omgærdede ham under hans præsidenttid fra 2002 til 2010. Her var han ligefrem genstand for en spillefilm i 2009 – som dog ikke var videre vellykket – som under titlen ’Lula, Brasiliens søn’ tegnede et sentimentalt helteportræt af hans barndom og unge år. Ikke mindst skildringen af hans første hustrus død af tuberkulose og forholdet til hans mor, Dona Lindu, som den faste klippe i en opvækst med en fordrukken og voldelig far, kaldte tårerne frem.
Sentimentalitet til side: Lula grundlagde en moderne fagbevægelse i Brasilien med udgangspunkt i de stærke metalarbejdere fra den multinationale autoindustri i São Paulo. Den ny og selvbevidste arbejderbevægelse spillede en vigtig rolle i afskaffelsen af militærstyret og genindførelsen af demokratiet.
