En anelse amputeret, men myterne er ikke skåret væk.
Sådan tegner situationen sig omkring dagens Tour de France-finale på Mont Ventoux, efter at arrangørerne i går så sig nødsaget til at skære de sidste 6 km af klatreturen op mod toppen.
Her skulle rytterne være kommet i 1.912 meters højde, men det stormer simpelthen så kraftigt i området, at det vil være for risikobetonet at afvikle den sidste del af distancen.
Stadig en skrap finale i vente
Det vil sige, at rytterne slipper for det sidste golde stykke af stigningen, der har givet anledning til tilnavnet »Det skaldede Bjerg«, og i stedet sluttes i Chalet-Reynard 1.435 meter over havets overflade.
Stadig går etapen, som indledes i Montpellier, altså godt 9 km opad til mål, og eftersom de stejleste passager findes på den del af bjerget, er der udsigt til en særdeles skrap finale på den tinde, der, selv om langt fra hører til de ældste i Tour-historien har dannet rammen om talrige legendariske hændelser.
Det mest grusomme drama i 1967
Den suverænt mest grusomme, som indbragte Mont Ventoux en lidet ønskværdig verdensberømmelse, udspilledes i 1967, da den engelske verdensmester Tom Simpson kollapsede og døde.
Selv om der stadig fremføres nye teorier i forbindelse med englænderens endeligt, anses det for en kendsgerning, at tragedien forårsagedes af en kombination af hedeslag, dehydrering, amfetamin og alkohol.
Simpson begyndte at slingre ukontrollabelt på kryds og tværs af vejen, inden han styrtede. Han blev hjulpet på cyklen igen, fortsatte endnu et lille stykke, inden han atter segnede om og ikke var til at genoplive.
Frygtelige billeder blev manet frem igen
13 år senere oplevedes scener, der på uhyggelig vis manede de frygtelige billeder af Simpsons dødsridt frem igen.
Det skete, da vinderen fra året før belgieren Eddy Merckx leverede endnu en af sine talrige pragtpræstationer og nåede sejrrigt til mål iført den gule førertrøje.
Selv et fænomen som Merckx havde imidlertid tilsyneladende bud kroppen for meget. Han var så udmattet, at lægerne måtte tage et iltapparat i anvendelsen for at få ham til hægterne igen.
Dagen efter var den da 25-årige belgier imidlertid frisk som en havnørn, og han kunne uden problemer fortsætte sit for konkurrenterne så tilintetgørende felttog, der bød på i alt otte etapetriumfer, inden han hyldedes som vinder i Paris for anden gang 12.41 minutter foran hollænderen Joop Zoetemelk.
Merckx’ eneste triumf på Mont Ventoux
Belgieren, der det år allerede havde vundet Giro d’Italia, føjede yderligere tre Tour de France-triumfer til sit storslåede generalieblad, men det var den eneste gang, han triumferede på Mont Ventoux, selv om han fik yderligere en chance for at gentage succesen.
I 1972, da belgieren ligeledes sejrede sammenlagt, var franskmanden Bernard Thévenet først på toppen.
Charly Gaul den første, der vandt på toppen
Mont Ventoux holdt sit indtog på Tour de France-ruten i 1951, da franskmanden Lucien Lazarides som første mand krydsede toppen, men både for ham og landsmændene Jean Robic året efter og Louison Bobet i 1955 gjaldt det, at bjerget ikke var endemålet for etapen.
Således blev det en af den krævende idræts mest navnkundige etapeløbsskikkelser, luxembourgeren Charly Gaul, der i 1958 indskrev sig i historien som den første vinder på tinden.
Atleten fra storhertugdømmet, der i sin spinkle krop på 173 cm og 64 kg på exceptionel vis forenede klatre- og tempokvaliteter, havde allerede i 1955 og 1956 vundet bjergkonkurrencen, ligesom han var noteret for fire af de i alt 10 etapesejre, karrieren bød på, inden Touren 1958.
Det skulle vise sig at blive en uhyre begivenhedsrig affære med voldsomme op- og nedture. Gaul kom fint fra start ved at vinde 8. etapes enkeltstart i Chateaulin på 46 km, men han satte senere meget tid til uden dog at miste moralen af den grund.
Mødet med Ventoux blev en jubeloplevelse
Mødet med Mont Ventoux udviklede sig til en af jubeloplevelserne for den dengang 25-årige luxembourger. Denne 18. etape formede sig som en bjergenkeltstart på 21 km, men selv om Charly Gaul sejrede, rakte det ikke til at bringe ham højere op i klassementet end til tredjepladsen.
Dagen efter gik det fuldstændig galt, da maskinskade i Alperne kostede ham over 11 minuitter, men efter at have sundet sig oven på det nederlag tog Charly Gaul eftertrykkeligt revanche på 21. etape fra Briancon til Aix-les-Bains. Luxembourgeren elskede at køre i dårligt vejr, og det ønske fik han til fulde opfyldt den dag, da rytterne ledsagedes af isnende nedbør.
Gaul sejrede suverænt, men stadig var han et stykke fra førertrøjen. Den måtte han vente til 23. og næstsidste etape med at erobre, da han var urørlig på en 74 km enkeltstart til Dijon, og dagen efter tronede han øverst på podiet i Paris 3.10 minutter foran italieneren Vito Favero.
Merckx, Gaul og Froome har noget til fælles
Merckx og Charly Gaul har det til fælles med den aktuelle indehaver af den gule førertrøje Chris Froome (Sky), at de tre er de eneste, som samme år både har vundet på Mont Ventoux og stået øverst på podiet i Paris.
Den 31-årige brite går således ind til den forestående opgave med den væsentlige psykiske ballast, at en tilsvarende styrkeprøve udgjorde en betydningsfuld del af hans første vellykkede Tour-felttog i 2013.
Froome havde det år erobret den gule førertrøje fra sydafrikaneren Daryl Impey, da han på 8. etape krydsede målstregen i skisportsstedet Ax 3 Domaines 51 sekunder foran sin daværende holdkammerat australieren Richie Porte, mens eksempelvis løbets senere nr. 2 colombianeren Nairo Quintana sammen med spanieren Alberto Contador satte 1.45 minutter til.
Efter den opvisning gik der otte dage, før Froome skulle prøve kræfter med Mont Ventoux på en monsteretape – løbets længste – der udgik fra Givors og strakte sig over 242,5 km.
Quintana hentet og distanceret
Det var her, Froome leverede endnu en af sine brillante bedrifter, da han i den afsluttende fase hentede den angribende Quintana og nåede alene til toppen 29 sekunder foran sydamerikaneren, mens han lagde hollænderen Bauke Mollema, der på det tidspunkt indtog den samlede andenplads, 1.46 minut bag sig.
Dermed lød det samlede forspring til Mollema på 4.14 minutter, mens Quintana endnu var 5.47 minutter bagud. Det formåede colombianeren på de resterende etaper at bringe ned på 4.20 minutter, da facit gjordes op i Paris.
Hvis det lykkes Quintana at køre nogenlunde lige op med Froome i dag, har han således stadig håbet om at klare sig bedre end briten i løbets sidste uge ligesom i både 2013 og 2015.
