Alle vi, som sætter en ære i at følge lidt med i verdens gang, har nok at se til for tiden. Det er lige til at få stress af. Sidste søndag vågnede vi for eksempel måbende til nyhederne om, at skæggede oprørere i nattens løb havde overtaget magten i det meste af Syrien, mens Bashar al-Assad havde afsluttet 54 års familiediktatur samt 14 års borgerkrig og forladt landet, imens vi sov.
Det var sådan set let nok at regne ud, hvorfor Assad valgte at tage flugten, da hans russiske allierede lod ham alene tilbage på et brændende lokum i Damaskus. Den syriske overlever var sikkert pinligt bevidst om, hvordan hans gamle kolleger i nabolaget havde endt deres despotiske liv. Saddam Hussein råbende og skrigende på skafottet med en løkke om halsen. Muammar Gaddafi stønnende på en båre efter at have fået jaget en bajonet op i bagdelen. Ikke eksempler til efterfølgelse.
