Først nu ved jeg, hvordan blondinen i Danske Spil-reklamerne har det. Altså hende, der får sådan nogle mærkelige billeder oppe i sit hoved, når hun lidt på afstand hører tv-kommentatoren fable løs om fodboldhold, der parkerer bussen, og fodboldspillere, der brænder den ene direktør efter den anden eller bliver klippet i straffesparksfeltet.
Jeg fatter lige så lidt som spilblondinen, når pengeinstitutternes 24-årige senioranalytikere rapporterer om valutasituationen. Men jeg kan forstå, at der inde i Nationalbanken – dette ellers så anonyme glaspalads – udkæmpes »en indædt kamp for kronen«.
Vores kære, gamle valuta risikerer nemlig at blive offer for udspekulerede spekulanter af den type, som tidligere kastede sig over schweizerfrancen. Og for at spekulanternes spekulationer ikke skal få kronen til at stige i forhold til euroen, hvilket ville være en frygtelig katastrofe og bringe os alle til tiggerstaven, er Nationalbanken gået op på et beredskabsniveau, der svarer til finansiel atomkrig.
Alt disponibelt mandskab er samlet i krisestyringscentralen og arbejder nu i døgndrift og løstsiddende slips med at trykke pengesedler, opkøbe udenlandsk valuta, sætte renten ned og bevogte beholdningen af statsobligationer, som under ingen omstændigheder må falde i fjendens hænder. Hvordan rentens op- og nedture passer ind i den Storm P.-maskine, som udgør det nationaløkonomiske kredsløb, har jeg ikke helt styr på. Men jeg er godt klar over, at selv om renten er negativ, kan jeg ikke bare ringe til Realkredit Danmark og spørge dem, hvor meget de vil betale mig for at låne penge af dem. Eller jo, det kunne jeg selvfølgelig godt, men jeg ville ikke få noget ud af det. Pengeudlånere er nemlig et meget fleksibelt folkefærd, og hvis renten falder, sørger de bare for, at bidragene stiger – eller også smækker de simpelthen kassen i for de låntyper, der er mest fordelagtige for lånerne.
