0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
ALS ROALD/Politiken-Tegning
Foto: ALS ROALD/Politiken-Tegning

Når sex er kunstnerisk korrekt

Rasmus Bech ser tilbage på ugen, der er gået.

FOR ABONNENTER

Sex er en af de ni grunde til at

mennesket skal genfødes.

De andre otte er uinteressante

Henry Miller (1891-1980), amerikansk forfatter

Min mand er tysk. Hver nat klæder

jeg mig ud som Polen, og så

invaderer han mig

Bette Midler (1945-), amerikansk sanger og skuespiller

Okay, jeg indrømmer det straks: Citatet fra Bette Midler har jeg brugt før, men da jeg synes, det er noget af det mest billedstærke, der nogensinde er blev sagt om det, jeg vil kalde målbevidst sex, kan jeg ikke stå for fristelsen til at bruge det igen.

Og da slet ikke efter en uge, der har været præget så meget af sex og krig, som den vi slipper i dag – og som i øvrigt også byder på en befriende afsked med en af landets mest belastede og belastende familier, hele slænget fra Grønnegaarden, der har pint og plaget os i lidelsesføljetonen ’Arvingerne’ på DR 1.

Det er en familie, der er skruet sammen af psykisk syge fjollerikker og forkælede egoistiske kunstnere, som venter, at alle hopper og springer for dem. Og hvor den eneste ’normale’ synes at være den buldrende naive hampedyrker og blomsterbutiksassistent, der har arvet gården efter sin mor, skulpturdiktatoren, men som nu må bo i en skurvogn, fordi alle de skøre har mast sig ind i hovedbygningen.

Det er sidste afsnit i aften, og mon ikke det ender med, at gården brænder ned, bongotrommerne og de tibetanske strengeinstrumenter går op i røg, Frederik kvæler sin bror og et par naboer, mens Jesper Christensen i en natskjorte fra det lokale sygehus danser lystigt gennem hampemarkerne, og blomsterbutiksassistenten flygter til håndboldhallen i Gudme, hvor hun modtages med åbne arme af landsbytosserne, der ellers har travlt med at lave pomfritter?

Oppe hos fru Andersen

Så er det langt mere stille og roligt oppe hos den rare fru Andersen på ’Badehotellet’ i Nordjylland.

Og så alligevel ikke helt, vel – for selvfølgelig har de fleste i TV 2-serien også knald i låget. Men da det jo er i gamle dage, for over 80 år siden, lægger man lidt mere bånd på sig selv, ikke sandt? Og man går i hvert fald ikke rundt og ligner noget hengemt fra hippiernes triste overskudslager. Nej, man er nydeligt klædt på, og man hvisker hellere, end man råber.

Jo, dengang, da solen altid skinnede, blev alt holdt skjult, fortiet og dysset ned.

Hvem der var barn af hvem, og hvem der havde hånden i hvemses trusser, hvem der bollede med hvem – og ja hvem der var bøsse eller homoseksuel, som man sagde i de år – alt det blev skam ikke skreget ud fra hustagene og på Facebook, som det sker i dag, hvor alle skal vide alt. Nutidens netværksmenneske lever jo ikke, hvis ingen andre aner, hvad man render rundt og foretager sig.

Hjemme hos fru Thormodsen

Og når nu vi snakker om at bolle, så har De måske bemærket, fru Thormodsen, at vi her på bladet har været temmelig optaget af sex i denne uge.

Nåh ja, det er vi jo altid, men helst kun hvis liderligheden kan få en akademisk eller kunstnerisk indpakning. Sådan lidt på linje med visen ’Gyngerne og karrusellen’ fra 60’erne, da hedengangne Preben Uglebjerg sang om den grimme billedporno, men hvor det var i orden at tage på museer og se billeder »af piger og drukne mandfolk, der med brunstigt blik river deres tøj af. Der gør det nemlig ingenting, når bare maleren hedder Goya«.

Men som sagt – i ugen, der snart tjekker ud, har vi været mere sexfikserede end normalt.

Og det skyldes selvfølgelig – ja, De har gættet det – at smæk-i-numsen-filmen ’Fifty Shades of Grey’ havde dansk premiere.

Det er en filmatisering af den bog, der gjorde det litterært i orden for en hvilken som helst gymnasielærer, præst, bibliotekar, Louisiana-besøgende, tandlæge og talepædagog samt cand.mag. i oldtidskundskab og alle andre Politiken-læsere at bladre sig frem til det dampende liv, som det leves med håndjern og pisk i mere håndfaste miljøer.

Jeg kan dog forstå på anmelderne i Berlingske, Ekstra Bladet og herværende publikation, at filmens billeder – som ikke engang omfatter en enkelt stræbende stivert – på ingen måde lever op til de saftige og pulssøgende billeder, de samme anmeldere dannede, da de stønnende drønede gennem bogen.

Det er selvfølgelig en gevaldig skuffelse. Derfor måtte vi da også her på avisen – efter at have belyst den kedelige, bornerte film fra en feministisk synsvinkel og analyseret fænomenet i en leder – bringe billeder fra andre film, der har taget kønsdelene under anderledes blottet og håndfast, men naturligvis kunstnerisk behandling.

På tur med hr. Lama

Alt dette skete, mens Det Flyvende Badelagen fra Tibet – Dalai Lama – for 117. gang besøgte Danmark.

Det kan naturligvis undre en og anden, hvorfor det landflygtige religiøse overhoved for det kinesisk besatte Tibet konstant vender tilbage til et land, hvor regeringschefen og udenrigsministeren straks springer i flyverskjul, når de hører, at lamaen er landet.

Men dels skal hr. Lama af og til ud og strække benene på sin tilsyneladende evige jordomrejse, dels har han åbenbart en såkaldt lavpraktisk forståelse for, at det lillebitte Danmark – uanset hvor meget Pia Kjærsgaard end bjæffer – må fedte for stormægtige Kina for at få solgt noget svinekød, nogle øller og byggeklodser.

Så hr. Lama bærer på ingen måde nag. Han har i stedet hygget sig med andre danske venner, og så har han måske – hvem ved – været på hemmeligt besøg hos venstreformanden, Lars Løkke Rasmussen.

De så hinanden for nogle år siden, da Lille Lars, nu kendt som Herretrusse-Kongen fra Nyhavn, var chef for Danmark.

På besøg hos hr. Lars

Besøget var ganske uofficielt, og Lille Lars måtte selv betale hele gildet. Det gav lidt nervøs sved på panden, men da hr. Lama hverken ville have en ordentlig fadbamse, en flyversjus, en kop kaffe eller bare en simpel kop kamillete – men guddødeme kun et glas kogt kommunevand – åndede Lille Lars lettet op. Og så hyggede de sig.

Hr. Lama er i det hele taget en flinker fyr, der rejser rundt med sit evige budskab om kærlighed, fred og fordragelighed.

Altså det stik modsatte af det blodsbudskab, der kom fra de rabiate islamister i Paris – og som fik både fru statsminister Thorning og hr. udenrigsminister Lidegaard til at være Charlie, som De måske husker, fordi man under ingen omstændigheder ville bøje sig for trusler og pression af nogen art.

Men kan man være Charlie uden også at være Dalai Lama, spørger vor læser, Kristian Westfall fra København?

Og selv om det lyder, som om han har en pointe, har han det selvfølgelig ikke. For der er jo forskel på idealisme og realpolitik, på ytringsfrihed og flæskesider, og på religiøs bragesnak og eksportmæssige omsætningstal.

Men at kunne forklare det uden også ligefrem at sige det, skal man være politisk akrobat og sandhedsjonglør for at magte. Og det har vi som bekendt folk til.

Af sted til hr. Putin

Måske ville det være en idé, hvis hr. Lama næste gang smuttede forbi Moskva for at tage en beroligende samtale med hr. Putin. Det er nok, hvad verden trænger til i denne tid. En lang og grundig samtale med masser af lamakarma.

Store politikere har gennem ugen forhandlet om Ukraine, om oprørere, tanks og maskingeværer og grænser. Og der er blevet talt tungt om våbenhvile og tilbagetrækning, og med alvorlige øjenbryn er der givet løfter og indgået aftaler.

I et gammelt hoved som mit har det givet mindelser om dengang – og De kan sikkert også huske det fra ridsede sort-hvide dokumentarprogrammer i tv – da den britiske premierminister Neville Chamberlain kom hjem fra München i 1938 efter et møde med Herr Hitler, viftede med et stykke hvidt papir og erklærede »fred i vor tid«.

Men så kom der et løftebrud, der sagde sparto til alle andre løftebrud.

En klog mand sagde engang, at fred kan enten vindes eller købes – og det sidste kan ske gennem en pagt med det onde. Således opmuntrede kan vi gøre os klar til krigen mellem ’Arvingerne’.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Læs mere