Nå, men lad os starte med de gode nyheder: Nu kan vi igen gå i fred på gaden uden at blive antastet af sleske folketingskandidater med flag, balloner og brochurer. Landskabet vil ikke længere bliver skæmmet af valgplakater i besynderlige farvesammensætninger, hvor kandidaterne er photoshoppet så kraftigt, at man kun lige kan genkende dem. Og vi kan atter åbne for tv uden at høre partiledere gentage de samme budskaber, som vi allerede har hørt 47 gange.
Især det med gentagelserne har været slemt, og selv har jeg haft et mareridt, hvor Lars Løkke Rasmussen rusker mig vågen den ene gang efter den anden for at gøre opmærksom på, at der i dag kommer fire gange så mange asylsøgere til Danmark som dengang, han var statsminister.
Nu bliver han det så igen, og det vil mange af Politikens generelt venstresnoede læsere jo nok også opfatte som et regulært mareridt. Et mareridt, der ikke bliver mindre uhyggeligt af, at Dansk Folkeparti endte som landets næststørste parti og derfor vil få afgørende indflydelse på den nye regerings politik, hvad enten de er med i den eller ej.
Sådan ligger landet. Men det ligger jo, som det selv har redt, og jeg kan godt have svært ved at grave mig lige så langt ned i et hul som de mange deprimerede facebookvenner, der straks efter valget meddelte, at de nu vil overveje at emigrere til Sverige. Enkelte endda til Norge, hvor de nedtrykte venner åbenbart ikke var opmærksomme på, at den lokale udgave af DF allerede er en del af regeringen.
