Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Mette Dreyer

Sket i ugen: Hvor skurke mødes

Ole Rasmussen ser tilbage på ugen, der gik.

Hold da op for en stor, flot skandale, hva’?

Det er sjældent, at man ser afsløringer af det omfang, som de små 12 millioner lækkede ’Panama-papirer’ har kastet af sig – og med så mange stjernenavne blandt de medvirkende. I de potentielle skurkeroller sås blandt mange andre Pedro Almodóvar, Vladimir Putin, Stein Bagger, Lionel Messi og Brian Steen Nielsen.

Hvis du ikke lige kan huske sidstnævnte, så var det ham, der i sin tid som professionel fodboldspiller gik under navnet Brian Svin, fordi nogle af hans tacklinger ville have medført frihedsstraf, hvis de var forekommet på gågaden en fredag nat og ikke på stadion søndag eftermiddag.

Brian Svin havde ingen kommentarer til, at hans navn figurerede blandt de tusinder, der angiveligt havde gemt hemmelige formuer af vejen i skuffeselskaber hos det nu verdensberømte advokatfirma Mossack Fonseca i Panama City.

Filminstruktøren Pedro Almodóvar (kendt for ’Alt om min mor’) og storsvindleren Stein Bagger (skaber af det ligeledes fiktive ’IT Factory’) var heller ikke tilgængelige for kommentarer, mens Vladimir Putin lod nogle af sine folk sige, at historierne om hans rige venners skattely bare var noget, som vestlige journalister havde fundet på for at stille den russiske præsident i et dårligt lys.

Sigmundurs Saga

Og så var der jo Sigmundur Gunnlaugsson, som indtil forleden var ukendt i hele verden undtagen i sin islandske hjemstavn, hvor han var statsminister. Nu er han verdensberømt, men til gengæld ikke statsminister længere, fordi også han blev afsløret som tidligere indehaver af et oversøisk skuffeselskab.

Sådan hedder de som bekendt, fordi folkene fra skattevæsenet altid bliver skuffede, når de endelig opdager selskaberne og konstaterer, at de befinder sig i fjerne lande, hvor de ikke kan beskattes.

Som leder af det borgerlige parti Framsóknarflokkurinn – for nemheds skyld kaldet Fremskridtspartiet på dansk – rasede Sigmundur engang mod de udenlandske kreditorer, der under finanskrisen flokkedes om de krakkede islandske banker som gribbe om et udtørret ådsel. Nu viste det sig så, at han selv havde tilhørt bemeldte fugleart som indehaver af et skattelyselskab med tilgodehavender i de nødstedte banker. Et selskab, som det daværende parlamentsmedlem lige akkurat nåede at sælge til sin kone for 1 dollar, dagen før en ny lov ville have pålagt ham at oplyse om ejerskabet.

Det var jo meget heldigt.

De hårdtprøvede islandske vælgere var naturligvis i oprør over den dobbeltmoralske regeringschef, som dog var nogle dage om at forstå, hvor uønsket han var.

Først ville han blive, så ville han gå, og så ville han ikke alligevel. Men til sidst trådte han da tilbage, og imens resten af regeringen fortsatte, fik islændingene i stedet for Sigmundur en statsminister, der hed Sigurdur, hvilket de tydeligvis ikke syntes gjorde den store forskel, og sådan lød det da heller ikke for udenforstående.

Foto: Mette Dreyer

Ud af gråzonen

Mindst lige så fascinerende som Sigmundurs slingrekurs var det at følge Nordeas vej fra total benægtelse til betingelsesløs kapitulation, efter at Panama-papirerne havde afsløret den nordiske bank som storleverandør af rige kunder til de mellemamerikanske selskabspushere.

Hvis Nordea-bosserne havde været med i ’X Factor’, ville de nok sige, at de havde været ude på en fantastisk rejse.

Til at begynde med stillede direktøren for bankens skattelyafdeling op på tv og fortalte, at der i Panama var tale om enkeltstående arrangementer for kunder med »komplicerede virksomhedskonstruktioner«. Og så afviste han ellers alle opfølgende spørgsmål med et papegøjesvar om, at lovgivningen og Nordeas egne etiske regler skam var blevet overholdt.

Derefter meddelte storbanken, at man nu alligevel ville gennemgå de pågældende selskaber en ekstra gang for lige at være helt sikre. Og til sidst dukkede selveste Nordeas overdirektør op og oplyste, at banken straks ville afvikle alt samarbejde med Mossack Fonseca, fordi man nu kunne forstå, at advokatfirmaet opererede »i en gråzone«, og den slags kunne man under ingen omstændigheder medvirke i.

Hæhæ. Nu er jeg jo ikke bankmand, men umiddelbart synes jeg da, det lyder lidt gråzoneagtigt, at advokaterne i Panama selv leverede fikse og færdige bestyrelser til de tusindvis af selskaber, hvor rige kunder kunne stikke deres formuer af vejen, og at bestyrelserne aldrig foretog sig andet end at skrive under på et par ark papir.

Det må også have virket en anelse suspekt, at en kvinde ved navn Vianca Scott i 2012 sad i bestyrelsen for 609 selskaber – heraf 30, som Nordea havde oprettet. På det tidspunkt havde hun nemlig været død i syv-otte år uden at blive befriet for sine forpligtelser af den grund. Men i virkeligheden havde hun selvfølgelig heller ikke nogen.

Tumult på Esplanaden

Om ikke andet kan man altså glæde sig over, at der – i hvert fald i visse dele af den internationale finansverden – findes et liv efter døden. Og så må det ellers være op til alverdens politi og skattevæsen at pløje sig igennem Panama-papirerne for at finde ud af, hvad der er skattesvindel, og hvad der er » lovlig kriminalitet«, som Axel Strøbyes kriminalassistent i ’Olsen-banden’ kaldte det, når han advarede sine kolleger imod at gå efter samfundets spidser.

En enkelt repræsentant for overklassen har dog været i politiets søgelys herhjemme: Ekstra Bladet kunne rapportere, at den pensionerede modemand Erik Brandt i den kommende uge står tiltalt for vold ved Københavns Byret, efter at den 72-årige kendis ifølge anklageskriftet havde skubbet til en ung nabo på Esplanaden, så han »mistede balancen«.

Erik Brandt vil ifølge avisen forsvare sig med, at den unge mand først havde sparket til hans hund, Andy, som er af racen löwchen, og som var så nært knyttet til hans afdøde hustru Margit Brandt, at den tissede på hendes kiste ved bisættelsen i Hellerup Kirke.

Avisartikler har nogle gange en detaljeringsgrad, som man måske godt kunne have været foruden.

Heldigvis holdt Politiken sig til mere generelle formuleringer, da avisen forleden skrev om en ung københavner, som var blevet hældt ud af sit gymnasium og meldt til politiet, efter at han havde »delt en video med en nøgen skolekammerat i en intim situation til en fest«.

Adgangsbegrænsninger

Den form for skoleporno er åbenbart mere udbredt, end man lige skulle tro, og det går i det hele taget vildt til i gymnasiet. Især i København, hvor eleverne ikke blot drikker mere end i resten af landet, men også ryger flere joints og cigaretter ifølge en undersøgelse, der var meget omtalt i fredags.

Det er noget værre noget, men nu skal der altså også sættes skik på gymnasiet, hvor regeringen har sat sig for at begrænse adgangen og antallet af mere eller mindre eksotiske studieretninger.

For at vise, at hun virkelig mener det, har undervisningsminister Ellen Trane Nørby også indført adgangsbegrænsning til selve forhandlingerne om en gymnasiereform: Man skal på forhånd acceptere Venstres adgangskrav på 4, inden man bliver lukket ind i forhandlingslokalet og får medindflydelse på fremtidens gymnasium.

I modsat fald må man vente til den næste gymnasiereform, som jo nok ikke kommer før om fire-fem år.

Mange store politiske beslutninger ligger forude. Blandt de allerstørste er indkøbet af nye kampfly til det danske forsvar, og i denne uge kunne undrende avislæsere se Boeing-fabrikkerne gå i offensiven for deres kandidat, Super Hornet-flyet, der blev lovprist i en række helsidesannoncer, lidt som om der var tale om en ny familiebil.

Jeg ved ikke, om den amerikanske flyfabrikant har forestillet sig, at annoncerne vil udløse et folkeligt pres på politikerne for at vælge netop deres model. Men jeg ved, at annoncepengene falder på et tørt sted. Jeg tror godt, jeg kan garantere, at de vil blive reinvesteret med det samme, og at det derfor ikke vil komme på tale at anbringe dem i skattely, hverken i Panama eller andetsteds.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

Forsiden

Annonce