Ssschiuuu! Der kom #MeToo-bølgen minsandten og tog Simon Spies. Godt nok med 40 års forsinkelse og uden at afsløre ret meget mere, end hvad alle godt vidste i forvejen, men når sådan en bølge først er blevet sat i gang, stopper den jo ikke bare af sig selv. Så skal den komme og dømme alle krænkere, hvad enten de er levende eller døde.
Det var dog næppe den nye tidsånd, der alene var årsag til, at en for længst afdød rejsekonge i denne uge blev degraderet fra festlig forretnings- og levemand til klam, gammel stodder.
Det var lige så meget den måde, som DR havde stakket de gustne historier op på i sin tredelte dokumentarserie ’Simon og morgenbolledamerne’. Startende med beretningen om den 15-årige Heidi, der i de frigjorte 1970’ere stillede sig tilrådighed for den gnæggende gamle gris i hans luksussuite på øverste etage af Spies-hotellet midt i København, blot for at blive kasseret et par år senere og derefter slæbe sig igennem resten af sin ungdom som narkoluder, indtil hun døde af aids i en alder af 25 år.
Den historie havde ganske vist også været fortalt før, men det var altså først nu, hvor ofre stod frem på rad og række akkompagneret af ildevarslende dokumentarfilmmusik, at vi, den svagtseende offentlighed, helt forstod, at den underholdende Simon Spies i virkeligheden var danmarkshistoriens mest udspekulerede seriesugardaddy, længe før begrebet blev moderne.
