Nu er det vist lige oppe over med den nye regering. Så må det være nu, jeg skal gøre som Jakob Ellemann-Jensen og æde mine ord i mig igen.
Jeg husker nemlig alt for tydeligt, hvordan jeg et par dage før valget tog opstilling midt på stuegulvet og holdt en lille tale for de yngre medlemmer af familien, som var meget optaget af snakken om en bred regering.
»Det er ikke for at ødelægge spændingen, men alt det der med bredt samarbejde og en regering hen over midten – det er altså noget, som politikere altid taler om før et valg. Det er noget, de siger, fordi det lyder godt, eller fordi de er lidt pressede. Men det er ikke noget, de mener, og derfor bliver det heller aldrig til noget. Og da slet ikke efter den her valgkamp, hvor samtlige blå partier har sagt, at de aldrig kunne drømme om at gå i regering med Mette Frederiksen«, docerede den kloge far.
»Så uanset hvad der sker, kommer der IKKE nogen regering hen over midten!«, sluttede jeg og understregede min pointe ved at skære en vandret flænge i luften med min hånd, inden jeg forlod den måbende ungdom og gik ud for at fylde opvaskemaskinen.
