Med hovedrollen i den virkelighedsbaserede film ’Hotel Rwanda’ fik den amerikanske skuespiller Don Cheadle i 2004 et bredt gennembrud og en oscarnominering og var samtidig med til at minde om, at der ti år før filmens premiere fandt et folkemord sted i Rwanda.
Den film blev også indledningen til Don Cheadles aktivistiske engagement, ikke mindst i konkrete katastrofer i Afrika. Ud over humanitært arbejde for Rwandas befolkning har han blandt andet brugt sin position til at forsøge at stoppe og forebygge vold og drab i Darfur i Sudan.