Hvad er det største, der er sket i dit liv den seneste tid?
»At jeg er blevet gift med Kaspar (filminstruktør Kaspar Munk, red.). Vi har været kærester en del år, og jeg blev meget overrasket, da han friede. Så jeg stod hvid brud i en kirke, og vi lejede et festlokale. Det var suppe, steg og is, 45 gæster. Jeg havde planlagt det ned til mindste detalje, så gæsterne kunne læne sig trygt tilbage i, at der var styr på det, og jeg selv kunne slappe af. Det var en fantastisk dag. Ret traditionelt. Måske er det sådan noget, der kommer med alderen: Alting behøver ikke at være så super originalt«.


























