Preben Wilhjelm har efter eget udsagn aldrig været til navlepilleri. Så trods ihærdige overtalelsesforsøg kan man ikke få venstrefløjsveteranen til at stille op til et af avisens fødselsdagsinterview, hvor man besvarer personlige spørgsmål om livets små og store forhold. Som en afgørende episode fra barndommen, hvad han drømte om at blive til, hvad han er mest stolt og flov over, taknemmelig for, og blev helt anderledes, end han havde forestillet sig?
Der er ellers stof nok til en afhandling om styrmandens søn fra København, der mistede sin far som femårig kort før Danmarks besættelse i 1940. Dødsfaldet skete om bord på et skib, der blev torpederet, og Preben Wilhjelm lærte aldrig sin far at kende. Et traume, der blev fortiet i barndomshjemmet, hvor tabet fik hans mor til at bryde sammen i gråd.




























