Det er i Astrid Lindgrens forfatterskab, overlæge og professor i psykiatri Merete Nordentoft finder inspiration til at blive ved med at være nysgerrig, ærgerrig og engageret i at forstå dybderne af det menneskelige sind efter fire årtier i faget. Det er hos et barn med rødt hår og bopæl i Villa Villekulla, hun har fundet et udsagn, hun har gjort til sit. Pippi Langstrømpe vil ikke være voksen, og det kan nogle særlige piller hjælpe med. Så langt går Merete Nordentoft dog ikke, men hun har det på samme måde. Der er så mange ubesvarede spørgsmål i livet og forskningen, at hun håber at blive ved med at arbejde, tænke og finde på, til hendes egen krop og sind ikke længere kan.
Merete Nordentoft, ansat på Psykiatrisk Center København i Gentofte og Københavns Universitet, er ikke blot en af de mest toneangivende psykiatere herhjemme, hvor hun ved siden af at styre Copenhagen Research Center for Mental Health også besidder posten som forperson i Dansk Psykiatrisk Selskab, det faglige talerør for landets speciallæger i psykiatri.




























