Hvis du vil vide, nøjagtigt hvor meget den appelsinjuice, du drak her til morgen, har belastet klimaet, så er professor Marie Trydeman Knudsen fra Aarhus Universitets Viborg-afdeling den rigtige at spørge.
»Vi kan beregne, hvad klima- og miljøaftrykket er, ved at gå tilbage i hele kæden og se, hvor store emissionerne har været, fra appelsinerne blev produceret et sted i Mexico eller Brasilien, til der blev produceret koncentrat, som blev transporteret med skib til Europa, og der er fyldt vand i, og juicen kørt ud i supermarkedet, hvor nogen har købt det. Vi følger hele den proces«, siger hun med en lang, uafbrudt remse.


























