Passionen var aldrig til at tage fejl af: Åge Hareide elskede fodbold.
Nordmanden, der er død af hjernekræft i en alder af 72 år, havde en forkærlighed for boldspillets taktiske nørderier og delte hjertens gerne ud af sine indsigter, analyser og overvejelser over for den, der havde oprigtig interesse i at lytte. Han tog endda gerne en forhåndenværende serviet og kuglepen i brug for at tegne nøglespillernes løbemønstre, hvis det var nødvendigt for at fremme forståelsen.


























