Da Marianne Larsen for tre år siden modtog Politikens Frit Flet-pris iført blomstret skjorte, blå jeans, All Stars-gummisko og lange krøller, lignede hun det, hun også altid havde været som digter: en aktivist.

En digter, der med titler som ’Fællessprog’ og ’Der er et håb i mit hoved’, vedblivende tillod sig at drømme og digte om det, der kunne og burde være. Det, andre opfatter som utopisk.