Denne nekrolog blev oprindelig bragt i politiken i august 2012.
John Bretschneider husker, præcis hvor han var, da NeilArmstrong 20. juli 1969 som det første menneske satte sine ben på Månen.
»Jeg var 9 år og sad foran vores fjernsyn og forsøgte at forklare min mor, hvordan det kunne lade sig gøre«, siger Bretschneider, som vi møder på Air & Space-museet søndag - dagen efter Neil Armstrongs død.
John Bretschneider åbner et sort ringbind og viser de frimærker med astronauter frem, som han begyndte at samle på som 5-årig. Frimærker fra både Ungarn og Cambodja vidner om den globale appel, månerejsen besad.
Nu står han foran rumkapslen ' Columbus' - den eneste del af ' Apollo 11'-ekspeditionen, der vendte tilbage Jorden. Amerikanerne strømmede i går til Air & Space-museet i Washington, D. C. for at genopleve suset fra historiens vildeste opdagelsesrejse. John Bretschneider, der til daglig skriver for magasinet Space News, tilbragte dagen med at dele ud af sin fascination og nørdede viden.
»Rumforskningen har givet os gps, mobiltelefoner og internettet«, siger han.
Et bogmærke i historiebogen
Neil Armstrong placerede et af de bogmærker, der vil blive siddende ud for det 20. århundrede i planeten Jordens historiebog.
Da han tog det berømte skridt fra landingsfartøjet ' The Eagle' og som det første menneske besøgte Månen, blev han et symbol på en æra, hvor USA ville alt og kunne det hele. Og han inspirerede en hel generation af amerikanere til at tro på, at de selv med små skridt kunne udrette store ting.
Månelandingen blev samtidig kulminationen på et voldsomt årti, der var begyndt med håb og optimisme i skikkelse af den unge præsident John F. Kennedy.
Det var ham, der i 1961 resolut og dristigt udfordrede Sovjetunionens førerposition i rummet og erklærede, at USA ville besøge Månen, inden årtiet var omme.
»Vi vælger at rejse til Månen«, sagde han.
To år senere var Kennedy skudt, og USA blev opslugt af de sortes kamp for borgerrettigheder.
Knap var den kamp vundet, før Martin Luther King blev skudt, og voldsomme uroligheder begyndte at rase i de amerikanske byer.
Armstrongs triumf indgød amerikanerne troen på, at de kunne udrette hvad som helst. Han bekræftede dem i, hvad det vil sige at være amerikaner.
Neil Armstrongs død er et næsten lige så symbolsk udtryk for, at en epoke er forbi - at vi ikke længere lever i det amerikanske århundrede. I foråret blev den sidste rumfærge taget ud af drift, og 17. april fløj ' Discovery' en symbolsk runde over Det Hvide Hus på ryggen af en jumbojet, inden den blev parkeret på et museum uden for byen.
Hvor kom han fra
Neil Armstrong blev født i den lille flække Wapakoneta i Ohio og blev fascineret af flyvning, da han som 6-årig fløj en lille tur i et lille 3-motors fly med sin far. Da han fyldte 15, begyndte han at tage flyvetimer, og som 16-årig tog han licens som pilot - inden han fik kørekort.
Han begyndte at læse til luftfartsingeniør, men blev afbrudt af indkaldelsen til at tjene som pilot i flåden under Koreakrigen. Han fløj 78 missioner og blev skudt ned en gang. I det medtagede fly forsøgte han at nå ud over vandet, inden han skød sig selv ud af flyet, men han svævede tilbage på land, hvor han blev reddet i sikkerhed.
Efter krigen blev han testpilot i forløberen til Nasa, det amerikanske rumprogram, og fløj mere end 200 forskellige fartøjer fra helikoptere og overlydsfly til raketter.
I 1962 blev han udvalgt som en af ni astronauter, der skulle virkeliggøre præsidentens drøm om at rejse til Månen. Under hans første rejse i rummet i 1966 opstod en situation, der let kunne have ført til en katastrofe - og sat USA's ambitioner mange år tilbage - men Armstrong fik bragt rumskibet ' Gemini 8' under kontrol og kunne vende tilbage til Jorden.
Erfaringen med at handle roligt i pressede situationer fik han brug for igen, da han 20. juli 1969 skrev sig ind i historiebøgerne.
Månelandingen
Netop som månelandingsfartøjet ' The Eagle' lagde an til landing, begyndte en alarm at lyde. Udstyret viste, at det var en alarm 1201, men trods den intensive træning vidste hverken Armstrong eller hans medpilot, hvad den betød.
Det viste sig at være en banal advarsel om, at piloterne ikke havde slået den radar fra, de skulle bruge til at koble sig til rumskibet igen. Armstrong syntes ikke, området så sikkert ud, og forsøgte derfor manuelt at styre fartøjet et bedre sted hen. Det fik kollegerne i kontrolcentret i Houston til at frygte, at han ville løbe tør for brændstof.
Men kort efter kunne Armstrong meddele Houston, at »Ørnen er landet«. »Du fik lige gjort en flok gutter blå i hovederne.
Nu trækker vi vejret igen«, lød svaret fra Houston.
Et lille skridt for et menneske...
Neil Armstrongs bedrift var selvsagt ingen solopræstation. Da han åbnede døren til landingsfartøjet og begyndte at træde ned ad trappen, var der cirka 400.000 ansatte i det amerikanske rumprogram Nasa.
Men det var Armstrong, der optrådte på de grynede tv-billeder, som et kamera på fartøjet optog og sendte til Jorden. Og det var ham, der sagde den sætning, han havde forberedt nogle timer forinden:
»That's one small step for [ a] man, one giant leap for mankind«.
Da han vendte hjem, lå verden bogstaveligt talt for hans fødder. Men helten Armstrongforblev ydmyg og - ifølge sin hustru - næsten skamfuld over selv at have fået hele æren for en operation, der havde krævet så mange menneskers ypperste indsats. Efter et år i Nasa tog han et upåagtet job som underviser ved universitetet i Cincinnati, Ohio, ikke langt fra hans fødeby.
Det var her, han lørdag døde i en alder af 82 af komplikationer efter en bypassoperation.
USA tager stadig små skridt
USA har ikke sendt folk til Månen siden 1972, og i dag ejer landet ikke længere et fartøj, der kan sende mennesker ud i rummet.
En af de få gange, Neil Armstrong blandede sig i den offentlige debat, var, da præsident Obama lukkede et program, der skulle genoplive månerejserne.
Uden et fartøj, der kan fragte mennesker ud i rummet, »vil vores land have kurs mod at blive en anden-eller endog tredjerangsnation«. »Uden den viden og erfaring, som faktisk drift af rumskibe giver os, er der alt for stor risiko for, at USA bevæger sig ud på en rutsjebanetur mod middelmådighed«, skrev han.
Dermed satte han ord på en nedtur, der også viser sig på andre områder. USA er på vej hjem fra to krige i Irak og Afghanistan, det ikke kunne afslutte. USA's lederskab var væk, da verden i 2009 forsøgte at indgå en klimaaftale. Magien fra det amerikanske århundrede er væk.
Det ved amerikanerne godt, og derfor bliver Neil Armstrongs død omgærdet af et vemod, som rækker ud over respekten for en modig opdagelsesrejsende. Men man skal passe på med at lægge amerikanerne i graven for tidligt.
Forleden opnåede amerikanske Apple at blive verdens mest værdifulde firma nogensinde med en aktieværdi på 619 milliarder dollar. Nogle dage forinden havde en amerikansk robot sendt de første livebilleder hjem fra planeten Mars.
Det er den slags, der giver håb til selv dedikerede rumfanatikere som John Bretschneider. Han begræder ikke de gamle rumfærger.
»Nasa var aldrig noget særlig godt transportselskab. De var ret upålidelige.
Men Nasa har fremragende videnskabsmænd, ligesom Armstrong var det«, siger han.
Og selv om uligheden i USA i 2012 er historisk stor med millioner af amerikanere låst fast i dyb fattigdom - i dag er sandsynligheden for at kæmpe sig ud af fattigdom større i både Danmark og Frankrig end i USA - besidder USA fortsat evnen til at forny sig og lade et enkelt menneskes lille skridt indeholde kraften til at forandre verden.
Det beviste Barack Obama for fire år siden, da han blev USA's første farvede præsident.
Og det kan Mitt Romney bekræfte, hvis han om 10 uger bliver den første mormon i Det Hvide Hus. Netop de to sendte lørdag deres sidste hilsener til Neil Armstrong via Twitter.
»Tak, Neil, for at vise os, hvilken kraft et lille skridt kan have«, skrev Obama, mens Mitt Romney for en gangs skyld var mere poetisk. Hans hilsen lød: »Månen vil savne sin første søn på Jorden«.
fortsæt med at læse
