I forbindelse med sin 60 års fødselsdag i juni 1994 erklærede fødselaren, prins Henrik, at glæde er en livsindstilling. Og han slog fast, at han var et lykkeligt menneske:
»Lykkeligt, fordi jeg gerne vil være lykkelig. Jeg tror, jeg er et positivt menneske, det er ingen ros, det er noget medfødt. Jeg synes, vort liv er for kort til at kede sig og til at ødelægge det med sortsyn. Jeg vil gentage: glæde er en livsopfattelse, men også en beslutningsproces. Så hvorfor ikke indstille hjernen på den bølgelængde, der siger: Jeg skal være lykkelig! - sætte en positiv strøm i gang i stedet for en negativ«.
Prinsens livsglæde slog i høj grad an. Efter ikke så få års folkelig skepsis oplevede prinsgemalen ret sent i livet at blive populær og få et ægte, folkeligt gennembrud, ja, nogle steder nærmest kultstatus, fordi han insisterede på at være et menneske midt i hoflivets officielle og ofte snærende formalistiske bånd. Den iøjnefaldende tøjstil og den særlige sprogtone var med til at give hans fremtoning karakter. Borte var ungdommens generthed, og prins Henriks naturel var i høj grad med til at tilføre det danske monarki farve, kant og betydelige kosmopolitiske træk.
Journalisten Stéphanie Surrugues fremragende erindringsbiografi ’Enegænger’ bidrog i høj grad til at at give danskerne et mere nuanceret syn på majestætens husbond, og derfor virkede det besynderligt, at prinsgemalen i forbindelse med dronningens 75 års fødselsdag i april 2015 på ingen tid kastede en god portion goodwill fra sig. Ude i folkedybet undrede man sig højlydt over, at prinsen efter sigende ikke var ved sin kones side i de hektiske dage omkring fødselsdagen på grund af ’sygdom’, men at han dog allerede dagen efter drog på en privat rejse til Venedig. Her syntes mange, at han svigtede sin dronning.
