Måske kan vi takke den javanesiske kvaksalver, der i 1915 maltrakterede hendes mors underliv, for, at Nini Theilade blev en stor og original danser og koreograf. For i den tro at den gravide kvinde havde blindtarmsbetændelse og ikke veer, var han ved at slå både mor og barn ihjel, og førstnævnte fik aldrig et smertefrit kvindeliv. Al sin lidenskab overførte hun på datteren og hendes dansekarriere. Og hvad det medførste af unatur, hårdhed og konflikter i forholdet mellem dem, kan man læse om i bogen ’Dansen var det hele værd’, som Nini Theilade som halvfemsårig fortalte til Lone Kühlmann.
Man kan blive helt rundtosset af alle de berømte, ja, legendariske, navne, Nini Theilade mødte og var tæt på i sit lange liv. Victor Borge var hendes akkompagnatør, Max Reinhardt blev hendes instruktør, Piet Hein reddede hendes kat i London og var hendes upåagtede tilbeder, Kjeld Abell – som hun til gengæld var teenager-forelsket i – lavede hendes kostumer (som begejstrede Balanchine), Salvador Dalí castede hende som ballerina, hun var med til at opdage Mickey Rourke og Olivia de Havilland, kong Christian X var fan osv., osv.
