Det er som direktør for den københavnske art cinema-biograf Grand Teatret, at Kim Foss har udøvet størst indflydelse på dansk kulturliv, siden han overtog posten fra Kirsten Dalgaard i 2006. Det er i hvert fald et job med et tungt kulturbærende ansvar, hvis man spørger direktøren selv.
Det gjorde kulturminister Joy Mogensen ikke i 2020, da hun under den første coronanedlukning af Danmark argumenterede for nul kompensation til de tomme biografer ved at sige, at biografer er for filmkunst, hvad fitnesscentre er for idræt. Så Foss gik til modangreb med en Kronik her i Politiken under overskriften ’Joy, for pokker: Biografer er også kultur’.
For dansk film og danske biografer er »forbundne kar«, skrev han. »Til Filminstituttets (Det Danske Filminstitut, der hører under Kulturministeriet, red.) allervigtigste opgaver hører faktisk at understøtte ikke kun en mangfoldig filmkultur, men også et mangfoldigt filmudbud i hele det ganske land«. Og uden en biograf som Grand ville det blive sværere for danske film at komme i kredsløb som kulturprodukt.
Så kald ikke Foss en simpel biografdirektør.
Det ville da også være urimeligt. Grand Teatret er under ham blevet styrket som en bærende dansk filminstitution, der sikrer et stort lærred til de danske, europæiske og smallere amerikanske film i en tid, hvor Hollywood breder blockbusterproduktionen ud over det meste af markedet.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
