Da de fire medlemmer af et af datidens mest populære amerikanske band, Kiss, i 1978 droppede hinanden og udgav hver sit soloalbum, skete der noget forunderligt. Det var nemlig ingen af gruppens to frontfigurer og sangere, guitarist Paul Stanley eller bassist Gene Simmons, der slog bedst an. Det gjorde gruppens notoriske underhund, guitarist Ace Frehley, hvis selvbetitlede solodebut blev den mest succesrige af kvartettens udspil.
En fjer i hatten eller et knurhår til den karakteristiske Kiss-kattemaskering for Ace Frehley, der forlod bandet fire år senere. Da opgav han at fastholde en stil med de dyder, gruppen i sin tid var stævnet ud fra hjemstavnen i New York med: tungrock i den lette ende, forsynet med et rytmisk festfyrværkeri, næsten poppede umiddelbare melodier og en frenetisk flyvende, aggressiv guitar, signeret Ace Frehley.
