Det blev sagt om tidligere statsminister Poul Schlüter, at han var heldig. Hans politiske modstandere klagede sig ligefrem over Fætter Højben-effekten. Den handlede ikke kun om det fønbølgede hår, men om, at tingene var tilbøjelige til at flaske sig for den underspillede politiske fingerkunstner. Han mødte modgang, javel, som de fleste, og politikkens jernhårde love gjaldt også for ham. Alligevel var det, som om Poul Schlüter undgik det værste. At han havde et helt usædvanligt talent for at fange øjeblikket og få det bedste ud af det, selv når det var rigtig skidt. Det er det talent, vi har mistet med Poul Schlüters død. Den tidligere statsminister blev 92 år.
Måske var det Schlüters største held, at han fra begyndelsen af sin politiske karriere var groft undervurderet. Få havde hørt om den lune sønderjyske advokat, før han i 1974 stod frem som eneste formandskandidat, der havde overlevet endnu en runde af de konservatives blodige indre opgør. Partiet var som altid dybt splittet mellem den moderate fløj, der så partiet som et bredt, folkeligt velfærdsparti, der kunne udgøre et socialkonservativt alternativ til Socialdemokratiet, og en mere ideologisk fløj, der med afsæt i et fast nationalkonservativt værdisæt ønskede verdensordenen genoprettet, i det mindste i Danmark.
Da nu Anker Jørgensen efter ti år som formand for Socialdemokratiet med kommen og gåen i Statsministeriet i 1982 måtte give op over for afgrunden mellem de nødvendige reformer og hans politiske baglands uvilje mod dem, så han ikke bedre mulighed end at overlade initiativet til de konservatives formand som den svagest mulige leder af en borgerlig regering.
Få forventede, at Schlüters rolle som statsminister ville blive andet end en gæsteoptræden, hvilket uden tvivl var med til at berede vejen for, at ’parfumesælgeren’, som han nedsættende blev kaldt, med mere end ti år uafbrudt på posten blev den længst siddende statsminister efter Stauning. Schlüter dannede straks en ’firkløverregering’ med deltagelse af Venstre og de to små midterpartier Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.
