Når man i fødselsdagsomtalen af billedhuggeren Jytte Høy noterer, at hun gik på Det Kgl. Danske Kunstakademi fra 1983 til 1989, i hele seks år, skal man vare sig for at konkludere, at hendes kunst af den grund blev formet i en ganske bestemt retning.
Et blik på hendes produktion demonstrerer tværtimod det modsatte: At den er alt andet end udtryk for nogen ensretning. I modsætning til mange ældre kolleger tror hun på et pluralistisk skulpturelt udtryk, hvis opgave først og fremmest er at overraske den, der på baggrund af værket altid tror at kunne kende og genkende kunstneren. For konsekvens og genkendelighed er ikke nødvendigvis nogen styrke, hvis den fastholder kunstneren i et ensartet formsprog.




























