I de første mange år blev lille Sally Field med de kommunefarvede krøller kaldt nuttet, sød og sjov. Både som barn og i de tidlige voksenår, da hun var begyndt at få roller i tv-serier. Den karakteristik passede hende ikke. Hun vidste, at hun fortjente større respekt, og begyndte at få det som skuespiller, efter at hun i midten af 1970’erne havde studeret hos Lee Strasberg.
Den ansete underviser i skuespil kunne se, at Sally Fields talent var stort og særligt. Han blev hendes mentor og støttede den unge viljestærke Field fra Pasadena i Californien i at gå efter store dramatiske roller.




























