'Filibuster’ er amerikansk for at udmatte modstandere og udskyde beslutninger ved at holde uendelige maratontaler i Kongressen. Det ord kunne onde tunger godt finde på også at bruge om Steven Spielbergs to en halv time lange film om Abraham Lincoln.
For mesteren i visuel underholdning – ’E.T.’, ’Indiana Jones’, ’Jurassic Park’ osv. – er tilsyneladende så benovet over sit nationalmytologiske emne, at han for en gangs skyld simpelthen forlader sig på ... ord.
Guirlander af ord. Med cigarrøgen bølger de frem og tilbage mellem modne, magtfulde mænd i dunkle lokaler med tykke gardiner og tunge møbler. Dér skabes historien jo, ikke sandt? Dér (gen)skabes ligefrem demokratiet og nationen oven på borgerkrigens splittelse og blodbad, ifølge almindelig amerikansk historieopfattelse.
Tableauer i bevidstheden
Men skabes historien slet ikke på borgerkrigens slagmarker? Nå jo: En enkelt scene panorerer storslået og fortvivlende hen over de endeløse rækker af dræbte unge mænd i mudderet.
I en anden og endnu stærkere triller en portør fra lazarettet en børfuld kirurgisk affald ud i en kule fuld af amputerede arme og ben, og vi ser det gennem unge Lincoln juniors øjne: Her er, hvad der venter dig, hvis du melder dig til hæren, unge mand!
Modsat de mange ord bliver disse syner siddende i bevidstheden, men som løsrevne tableauer – indrammet af gardinprædikener.
Filmen følger de fire sidste måneder af Lincolns regeringstid: afslutningen af borgerkrigen og vedtagelsen af det 13. forfatningstillæg om slaveriets afskaffelse – to politiske bedrifter, der hang nøje sammen.
Skarpsindig analyse
Forbud mod slaveri ville undergrave Sydstaternes økonomi – og det skulle vedtages, før de overgav sig og atter kunne stemme (imod) i Kongressen.
Trods det stramme fokus på de fire måneder skræver ’Lincoln’ over mere, end den kan samle. Titlen lover et fuldt menneskeligt portræt af den mand, der blev USA’s 16. (og i forvejen ’mest filmatiserede’) præsident.
Men som grundlag har Spielberg og manusforfatter Tony Kushner valgt bogen ’Team of Rivals: The Political Genius of Abraham Lincoln’ af den politiske kommentator og historiker Doris Kearns Goodwin.
Altså snarere en skarpsindig analyse af Washington i 1860’erne, den politiske myretue, som den selvlærte provinsjurist skulle manøvrere i efter få år tidligere bogstaveligt at være kommet ind med firetoget.
Rævekager og studehandler
Med toget var også hans kone, Mary Todd Lincoln, som Sally Field egner sig næsten for godt til at spille som en enerverende version af det ærkeamerikanske modermartyrium.
Unægtelig ikke uden grund, for parrets ældste søn var død som 11-årig, og nu vil hun ikke miste den næste, Robert (Joseph Gordon-Levitt). Det er ham, der vil indrulleres ligesom alle andre unge mænd, trods familieprivilegierne og synet af kulen med de amputerede lemmer. Den tredje søn er endnu kun nået til legetøjsgeværet.
Det lille familiedrama skal sætte det nationalpolitiske drama i relief. Og Spielberg virker opsat på at få det hele med: politisk dobbeltspil, intriger og prokuratorkneb mellem diverse fløje af de to partier.
Rævekager og studehandler, ja, i sidste øjeblik nedværdiger præsidenten sig selv til stemmekøb blandt politikere fra ’grænsestaterne’ (dem, der havde slaveri, men ikke var blandt de ti konfødererede oprørsstater).
Skolelærdom for amerikanerne
For amerikanere er alt det skolelærdom, der ikke behøver forklares. De kender den forsigtige udenrigsminister William Seward (også udset som mordoffer nogle måneder senere og her spillet af David Strathairn), såvel som den gamle republikanske partistifter, slavevejer og Lincolnstøtte Francis Preston Blair (solide Hal Holbrook).
For ikke at tale om den glødende republikanske slaverimodstander og medlem af Repræsentanternes Hus Thaddeus Stevens med sin egen private hemmelighed (endnu en lille perlepræstation af Tommy Lee Jones). De kender historien om præsidentmordet i teatret så godt, at de kan værdsætte filmens elegant indirekte beretning om det.
Amerikanere genkender også ordene i det 13. forfatningstillæg såvel som Gettysburgtalen, der kan læses på væggene i Lincolntemplet i Washington, D.C. På sidstnævnte bygger et af de filmøjeblikke, man heller ikke glemmer snart:
To sorte menige ved fronten i Richmond står i regnen og citerer talen – for Lincoln selv! Og tilføjer så, at de ord først bliver virkelighed, når sorte også kan blive officerer.
Duknakket Lincoln
I USA er filmen derfor en perlerække af genkendelsesøjeblikke: Åh ja, dér har vi dén politiker! Og ja, dét var netop ordene, vi lærte i 3. klasse! Og har Lincoln, denne på én gang storladne og jordnære retoriker, for resten ikke et nutidigt ekko i Obamas blændende talegaver og evne til at henvende sig uden omsvøb direkte til hver enkelt?
Hele det register spiller Spielberg bevidst på, og når det er lige ved at lykkes, skyldes det ikke mindst Daniel Day-Lewis’ inkarnation af den legendariske skikkelse.
Lidt duknakket af årenes slid sidder manden der i Det Hvide Hus og lægger sine planer – rolig, lun, snu, retsindig og lige så fuld af underfundigt illustrative anekdoter, som Jesus selv var fuld af lignelser. For nye generationer vil Abraham Lincoln fra nu af altid ligne den fornemt oscarkandiderende Daniel Day-Lewis i en af sit livs bedste roller.
Men i mine danske øjne er ’Lincoln’ altså alligevel ikke nogen helstøbt film. Den, der ikke har fået USA’s skæbnestunder i 1860’erne ind med modermælken, kan ærlig talt godt opleve filmen mere som en skoletime, man kom for sent til. Alle de andre har åbenbart allerede været stoffet igennem.
fortsæt med at læse
