Selv uden sin høje hat ragede USA's 16. - og højeste - præsident, Abraham Lincoln, godt op i landskabet. Og det gør han stadig i dag, hvor landets 44. præsident - der er stor tilhænger af Lincoln - netop har taget hul på sin anden embedsperiode. Da præsident Obama under sin valgkamp sidste år skulle tale i Cedar Rapids, Iowa, lagde han i mængden af tilhørere straks mærke til sit politiske forbillede og udbrød: »Abraham Lincoln is in the house. My homeboy from Illinois«. LÆS ANMELDELSESpielbergs ordrige 'Lincoln'-monument er ikke helt helstøbt Nu var det godt nok en såkaldt impersonator, der i mere end 20 år har optrådt som Lincoln, der tiltrak sig Obamas opmærksomhed. Men Obama udnyttede straks situationen til atter en gang at inddrage Lincoln i en af sine taler. Manden, der blev født under fattige kår i en bjælkehytte i Kentucky i 1809. Sat på spidsen kan Obama takke republikanske Abraham Lincoln for, at han, en sort mand ved navn Barack Hussein Obama, kunne blive USA's 44. præsident. Lægger til myten Steven Spielbergs 'Lincoln', der har dansk premiere i dag, skildrer netop den intense politiske studehandel, der i borgerkrigens sidste dage i 1865 resulterede i det 13. forfatningstillæg om slaveriets ophævelse. Og selv om der er skrevet i omegnen af 16.000 bøger om Lincoln, lægger Spielbergs detaljerige film nye alen til myten om manden med den stålsatte tro på, at uafhængighedserklæringens budskab om, at »alle mennesker er skabt lige«, gjaldt for hvide såvel som for sorte. Det er bemærkelsesværdigt, at ikke bare den siddende præsident, men så godt som alle amerikanske præsidenter i moderne tid - uanset politisk ståsted - har refereret til Lincoln. »Samtlige præsidenter, jeg har talt med eller hørt om, har identificeret sig med Lincoln - fra Roosevelt og frem til Obama«, fortæller Harold Holzer, der har været historisk konsulent på Spielbergs film. »Det inkluderer begge præsidenter Bush, Clinton, Eisenhower, Kennedy, Johnson, Nixon … Hver gang en præsident lider under voldsom kritik, sammenligner han uundgåeligt sig selv med Lincoln, fordi Lincoln måtte udholde så meget kritik, men historiebøgerne gav ham oprejsning. Jeg tror, at alle har håbet på at opnå det samme resultat«, siger Holzer, der har skrevet hele 43 bøger om Lincoln og borgerkrigen - senest den børnebog, der ledsager filmen. Lincolns endeligt er ellers ikke for børn. LÆS OGSÅFakta: Her er de Oscar-nominerede i hovedkategorierne 14. april 1865 blev han skudt i Ford's Theatre i Washington af Shakespeare-skuespilleren John Wilkes Booth, kun kort tid efter at hans politiske svendestykke var fuldendt: Slaveriet var afskaffet, borgerkrigen var afsluttet, og de forenede stater kunne endelig formelt leve op til betegnelsen, selv om John Wilkes Booth langtfra var alene i sit had til manden, der ifølge mange havde svigtet det hvide USA. Ikke desto mindre fremstår Lincoln i dag som drivkraften bag skabelsen af det moderne, pluralistiske Amerika og som en af de præsidenter, der mest markant personificerer det amerikanske præsidentembede. Et embede, amerikanerne forbinder med både stor magt og mytologisk pragt. »Han cementerede præsidentembedets magt og beviste, at USA var udeleligt. At der ikke bare var tale om et eksperiment. Vi historikere ynder ofte at tale om, hvordan alle dokumenter og aviser før Lincoln brugte vendingen »The United States are«, men efter Lincoln blev det til »The United States is« - han gjorde USA til en enhed«, fortæller Harold Holzer. Blev populær blandt demokrater Det kan virke bemærkelsesværdigt, at Lincoln, der var republikaner, i dag omfavnes af den amerikanske venstrefløj. Tilbage i 1860'erne, da Lincoln kæmpede for at afskaffe slaveriet, var hans værste modstandere netop demokrater, og man skulle langt op i historien, før Lincoln blev populær hos demokraterne - og før USA's sorte fandt anledning til at stemme demokratisk.
»Der skete et markant skifte i tilhørsforholdet til Lincoln under Franklin D. Roosevelt, som mente, at Lincoln var mere demokrat end republikaner, og at han ville have været på de progressives side under depressionen og aktiv i modstanden mod den tyske aggression i optakten til Anden Verdenskrig«, fortæller Harold Holzer. »Roosevelt begyndte at citere Lincoln og hyrede Robert E. Sherwood - manden bag teaterstykket 'Abe Lincoln in Illinois' - som taleskriver. Hans taler begyndte i højere grad at referere til Lincoln, og en del af det skyldtes hans ambition om at ændre de sortes stemmer fra republikanske til demokratiske«. LÆS OGSÅJoaquin Phoenix er helt eminent i kultfilm Det kan i dag - med en sort demokratisk præsident, der for tre måneder siden ifølge en vælgerundersøgelse fik 93 procent af de afroamerikanske stemmer - være svært at forestille sig, at man skulle frem til Roosevelts anden embedsperiode i 1936, før en demokrat fik brudt mønsteret. Spørger man Harold Holzer, om USA her 50 år efter borgerrettighedsbevægelserne ikke stadig er temmelig opdelt mellem sorte og hvide, der bor i hver deres kvarterer, svarer han som en historiker. »Man kan sige, at 50 år er lang tid, men historisk set er det i virkeligheden et blink med øjet - i stedet kan man sige, at på kun 50 år har vi fået en afroamerikansk præsident«, siger Holzer og tillægger Lincoln en stor del af æren. »Marchen frem mod frihed og lighed, der gjorde det muligt for en afroamerikaner at blive præsident 150 år efter borgerkrigen, blev indledt og accelereret af Lincoln«. En eminent taler Noget af det, der af eftertiden oftest fremhæves ved Lincoln, var hans sublime evner som taler og i særdeleshed som taleskriver. Han skrev nemlig sine taler selv, hvilket er grunden til, at han ikke bare har inspireret præsidentkolleger, men også de rådgivere, der i moderne tid har haft hvervet som taleskriver for en præsident. En af dem var nu afdøde Ted Sorensen med de danske aner, der var en John F. Kennedys nærmeste rådgivere og med til at skrive flere af hans mest markante taler.
