Karrieren begyndte tidligt for Annette Heick. Allerede som 10-årig gik hun på scenen på tivoli-pladser og sang ’Peter Pan’ med sine forældre, Keld og Hilda Heick.
Det holdt dog kun sommeren over, for da hun havde sparet op til sit første Philips-anlæg, sagde hun op. Det skete fem minutter før showstart, da hun havde talt sine 2.450 kroner i sparepenge sammen, og det ærgrede hendes far vildt. Men for Annette Heick er stædighed et kernetræk, så ingen store ord kunne få hende til at skifte mening.




























