I de første mange år af Meg Ryans karriere som filmskuespiller blev hun altid og helt fortjent omtalt som hende, der med en særlig blanding af intelligens, sødme og ironi kunne gøre de kvindelige hovedroller i romantiske komedier uimodståeligt levende.
For omkring ti år siden skete der noget. De roller holdt op med at komme til hende. Eller måske ville Meg Ryan selv af med dem for i stedet at blive instruktør og producer. Eller også var der tale om begge dele. I hvert fald flyttede opmærksomheden på Meg Ryan sig væk fra hendes faglighed og hen til, hvor meget hendes udseende pludselig ændrede sig.




























