James Mangold skifter genre, som andre skifter underbukser. Den nu 37-årige instruktør debuterede i 1996 med det fine tyksak-portræt 'Heavy'. Derefter lavede han den stærke politifilm 'Cop Land' og det psykiatriske tidsbillede 'Girl, Interrupted'. Hver gang har Mangold vist sig kompetent og lidt til. Det gælder også hans håndtering af 'Kate & Leopold'. En elegant og morsom opdatering af det gamle Hollywood i sit mest letbenede hjørne. En af den slags film, hvor det er instruktørens opgave at få en velsignet fjollet idé til at springe ud på lærredet som uimodståelig charmetrold. Takket være en sprække i tiden falder en engelsk hertug ned fra East River Bridge sidst i 1800-tallet og lander mere end 100 år senere i nutidens New York. Her bliver den elegante adelsmand forelsket i en rapkæftet karrierekvinde. I en prosaisk tidsalder med fastfood, discount og sørgeligt forsømte manerer må Kate modstræbende indse, at Leopold er en anakronistisk lækkerbisken. Greven holder på formerne, og derfor holder han snart også på hendes. Meg Ryan kan den slags roller i søvne, men formår stadigvæk at forlene dem med den nødvendige sødme. Australske Hugh Jackman, der var en spektakulær Jærven i 'X-Men', springer her ud som George Clooneys oplagte arvtager udi det romantiske rollefag. 'Kate & Leopold' er glimrende besat i birollerne, humoren er fint timet og doseret, og undervejs får eftertanken også lidt at arbejde med. Nutidens selvstændigt tænkende kvinder i Suffragette City er en befrielse for den fremskridtsvenlige greve. Men hvorfor ikke leve livet med romantisk omhu for detaljen i stedet for at jaske livet ind i mikroovnen som en halvfrossen tv-dinner, spørger James Mangold. Og giver selv en slags svar med en sød og intelligent romantisk komedie. Man behøver ikke være en stor auteur for at være en kærlig, stilfuld og omhyggelig iscenesætter af gode filmoplevelser. Næste gang kaster Mangold sig, selvfølgelig, over noget helt andet. Nemlig en film om Johnny Cashs liv.