Når man ser, hvad Ane Henriksen har fremstillet af tekstile værker gennem årene, ser man en sammenhæng mellem de forskellige materialer og historier, hun gerne vil fortælle, ligesom man ser, hvordan det ene udtryk har ført videre til det næste.
Det gælder for eksempel hendes flettede og knyttede værker, der minder om kludetæpper og gamle dages stoppe-strømpe-teknik, vævet af grove garner i grove strukturer, der kun bliver grovere, mere hullede og nærmest flossede, for hver gang hun tager fat. Og det gælder de materialer, hun anvender som en slags vidner til den voksende forurening, ofte materialer fundet i naturen, såsom plastposer, fiskenet og gummihandsker. Desuden skaber hun fortællinger om menneskers sårbarhed ved at knytte og flette værker af slidt sengetøj og aflagte herreskjorter.
