I barndomshjemmet i Husum inviterede Morten Hübbes mor, som var socialrådgiver, socialt udsatte indenfor til varm kaffe og en hjælpende hånd med at søge bolig, uddannelse eller afvænning. Hjemmet var til tider omdannet til socialkontor, husker Morten Hübbe, som i dag er koncernchef i Tryg.
Selv mener han, at morens engagement og generelle tilgang til livet, hvor der blev sat lighedstegn mellem evner og pligt, har præget ham og gjort ham bevidst om sit personlige ansvar for at være med til at skabe et bedre velfærdssamfund. Hvor morens berøring med dem, der har brug for hjælp, var i første person, har Morten Hübbe taget en anden vej, nemlig gennem forsikringsbranchen. Han mener, han i dag er med til at præge vores fremtidige velfærdssamfund og gøre det til et tryggere sted.




























