Hvis man spurgte en møbelsnedker om, hvad han havde været mest stolt af at designe, ville han måske vise en smuk stol frem. En bager ville måske præsentere en velsmagende flødeskumskage. Ingeniør og institutdirektør Jane Hvolbæk Nielsen fra DTU Fysik vælger derimod at finde en 14 år gammel videnskabelig artikel frem, som blev offentliggjort i et af verdens førende tidsskrifter, Science, fordi den præsenterede et højdepunkt i hendes forskerkarriere.
I artiklen offentliggjorde Jane Hvolbæk Nielsen og hendes kolleger deres arbejde med en katalysator, hvor de helt nede på et atomart niveau studerede, hvordan et materiale kunne katalysere produktionen af brint ud fra vand, så den kemiske reaktion kunne forløbe hurtigere. Den videnskabelige artikel var hot, fordi ideen om et brintsamfund som alternativ til et samfund baseret på fossile brændsler var på manges læber i den tid. En idé, som fortsat er relevant i dag, hvor man forsøger at finde grønne alternativer til skibs- og flybrændstof, og som vores statsminister havde højt på dagsordenen i sin nytårstale.




























