Det er en lang og alsidig karriere som musiker, der har fundet sin ende med saxofonisten Jesper Nehammers død. Og selv om han måske i den brede offentlighed ikke var så kendt, vil mange nikke kærligt og genkendende til nogle af hans præstationer. Det er nemlig ham, der spiller den aldeles vidunderlige saxofonsolo, der afslutter nummeret ’Lidt til og meget mere’ fra filmen ’Mig og Charly’.
Godt nok har Kasper Winding og C.V. Jørgensen skrevet musik og tekst, men det er Nehammers saxuelle afrunding, der gør det sidste ekstra for det i dag klassiske nummer. Og hans solospil på Bifrosts ’Hej Maria (Luk vinduet op)’ skaber også forskellen for det track.




























