Undertegnede husker det stadig med uforlignelig klarhed. Hans Otto Bisgaards stemme i statsradiofonien, der forkyndte, at nu kom nummeret ’A Whiter Shade Of Pale’ med den engelske gruppe Procol Harum, og kort derefter strømmede en æterisk sky af orgeltoner ud i lokalet, inden Gary Brookers klare tenor begyndte at berette om en underlig hændelse: »We skipped the light fandango, and turned cartwheels ’cross the floor. I was feeling kinda seasick, the crowd called out for more«.
Følelsen af moderat søsyge forplantede sig på en absolut ikke ubehagelig – nogle vil måske kalde det psykedelisk – måde til en ung teenagelytter i Valby. Og gruppen Procol Harum og ikke mindst dens forsanger, pianist og hovedkomponist, Gary Brooker, havde erhvervet sig en ny fan, selv om tidens førende bands blandt teenagere var nogle andre end de engelske barokrockere.
