Kan du huske den unge giraf Marius på 2 år, som uden at fejle noget som helst blev aflivet en kold februardag i 2014 i København Zoo og endte foran et talrigt publikum som foder for løverne, fordi den genetisk ikke passede ind i det europæiske avlsprogram og var kommet i overskud?
Det kan den nu pensionerede videnskabelige direktør Bengt Holst, som stod på mål for beslutningen om at aflive den unge giraf, som det havde været normal praksis, lige siden Bengt Holst i 1983 som ung adfærdsbiolog blev ansat i Zoologisk Have, når et dyr var i overskud og ikke havde en stamtavle, som var værd at avle videre på.


























