Det er så let at glemme John Hiatt, en beskeden mand, der næsten gør en dyd ud af at fremstå så almindelig, at det nærmer sig det selvudslettende. Bedre bliver det ikke af, at hans sange, om de brydninger, romancer, brud og fejltagelser andre almindelige mennesker fylder deres liv med, for længst er danset bagud af den musikalske mode. Med al deres autentiske musiceren og besværlige ærlighed er de så langt fra sexede shows, glamour og pop, man overhovedet kan komme.
Han kunne nemt være en af de skæbner, der som nedfaldne blade blæser hen ad en støvet dirt road et sted dybt nede i de amerikanske sydstater, og som hans sange er befolket af, hvis det ikke lige var, fordi John Hiatt er fuldstændig uomgængelig for alle, der måtte bryde sig om ægte musik. Giv ham en scene, og han giver dig dit livs bedste koncert. Stik ham en notesblok og en guitar, og han skriver sange, der sætter sig i dit sind som varmende minder om liv så levet, at du en skønne dag tror, du selv har oplevet det. Eller stil ham i et pladestudie med et lille band, og stemninger skabt for evigheden springer som gnister fra det lejrbål, John Hiatts samlede værker udgør for dem, som er så heldige at kende til det og dets helbredende kraft.
