Ikke mindst i sin mest kendte rolle som upassende kontorchef har Steve Carell gjort den tåkrummende humor til en vigtig del af sit virke.
Men den amerikanske skuespiller med den venlige fremtoning insisterer på at finde det gode i de roller, han spiller. Ellers bliver komikken fordømmende, har han udtalt.
Hollywoodstjernen, som blandt andet er kendt fra serien ’The Office’, forsøger ofte at give sine komedieroller en bund af godhjertethed.
Om netop det emne har Carell, med den konstant pinlige og ineffektive kontorchef Michael Scott som eksempel, sagt:
»Det er man nødt til, for ellers dæmoniserer man sine karakterer. Og hvis man gør det, så spiller man dem på en anden måde«.
Man spiller ikke i et drama, som om man er i et drama
Inden Carell fik gang i skuespillerkarrieren, nåede han blandt andet at få sig en historiegrad og være postbud. I 1989 flyttede han til Chicago og blev en del af improvisationsgruppen The Second City. Det store gennembrud udeblev i det meste af 1990’erne, men i 1999 begyndte han at slå sit navn fast som korrespondent i det satiriske ’The Daily Show’ med Jon Stewart. Og i 2005 fik han rollen som Michael Scott i den amerikanske udgave af ’The Office’, som han i 2006 vandt en Golden Globe for.
Ikke altid sjov
Carells cv tæller en lang række komedier som eksempelvis ’Anchorman: The Legend of Ron Burgundy’, ’The 40-Year-Old Virgin’, ’Evan Almighty’ og ’Crazy Stupid Love’. I sidstnævnte spiller han en mand, som bliver forladt af sin hustru og forsøger at finde sig selv sammen med en glat skørtejæger spillet af Ryan Gosling.
Senere har Carell i perioder flyttet fokus til klassiske, dramatiske roller i film som ’The Big Short’, ’Beautiful Boy’ og ’Vice’ og tv-serien ’The Morning Show’. Ofte med succes. I filmen ’Foxcatcher’ fra 2014 spiller han den excentriske milliardær John du Pont i en præstation, der er blevet kaldt uhyggelig og overraskende Carells mange komedier taget i betragtning. Han blev også nomineret til en Oscar for bedste hovedrolle for sin præstation.
Men Carell, der af kolleger kaldes Hollywoods Mr. Nice Guy, bliver ved med at medvirke i komedier og dramaer og ser ikke nogen modsætning mellem de to.
»En karakter i en komedie ved ikke, at vedkommende er i en komedie, og det samme er tilfældet i et drama. Man spiller ikke i et drama, som om man er i et drama«, har Carell udtalt til magasinet Little White Lies.
Steve Carell er gift med Nancy Carell, som han mødte i The Second City. Parret har to børn.
fortsæt med at læse

























