Forældrene havde en slagterforretning i 1960’ernes Vestjylland, og deres håb for den unge mand var et kald som præst. Så det må have været overraskende for de fleste af de knap 1.000 indbyggere i byen Ørnhøj 30 kilometer vest for Herning, at Michael Kristensen fik en karriere som tenor og nåede knap 25 år som fastansat i Det Kgl. Teaters solistensemble.
Men store drømme og markante sejre kan bringe folk de mest forunderlige steder hen, og selv fremhæver han den – for en amatør – helt umulige tenorrolle som Judas i Andrew Lloyd Webbers rockmusical ’Jesus Christ Superstar’ i 1988 som et afgørende punkt i hans historie. 20.000 så ham desperat gå i rette med Jesus med de allerlyseste dele af stemmen over 14 dage den sommer i Varde, og så var vejen banet. Syv år senere blev han solist på Nationaloperaen, og der blev han.




























