60i morgen. Da Michel Gondry som ung blev optaget på en kunstskole i Paris, var det hans drøm at blive maler eller opfinder. Hvis man vrider definitionerne på de fag en smule, er han på en måde blevet begge dele. Han har ikke arbejdet med pensler ved et staffeli, og han har heller ikke opfundet nogen epokegørende og nyttige dimser. Michel Gondrys lærred har været filmens, og hans opfindelser har været mere abstrakte og eksistentielle tilgange til filmmediet, uanset om han instruerede fiktion, dokumentarisme eller korte musikvideoer.
Ikke at der altid er kommet noget kunstnerisk vellykket ud af Gondrys vilde fantasi. Nogle gange har resultatet af hans eksperimenter været et lige så anstrengende som inspirerende selskab. Især i spillefilmssammenhæng har han læsset for mange ideer ind, både hvad angår teknik og tanke. Men retrospektivt har han haft sit syrede sind ind over en række værker, der står solidt i filmhistorien. Fra videoerne til nogle af Björks bedste sange over spillefilmen ’Evigt solskin i et pletfrit sind’, som han og medmanuskriptforfatteren Charlie Kaufman fik en Oscar for, til den animerede samtale med Noam Chomsky i dokumentarfilmen ’Is the Man Who is Tall Happy?’.
