En eller anden skal jo have verdens bedste job, og det blev så Thomas Friedman. Beskedenhed har aldrig været den amerikanske korrespondent og kommentator Thomas Friedmans største dyd, men når han gentagne gange har pralet med at have verdens bedste job, er det ikke forkert. Det er virkelig et vidunderligt job, som Friedman har haft som kommentator på The New York Times i små tre årtier. Med et stort set ubegrænset rejsebudget, et mandat til at skrive og kommentere de ting, der optager ham, og et renommé, der gør, at dørene til selv de mest magtfulde kontorer meget tit står åbne for ham.
Så hvordan får man sådan et job? For Thomas Friedman gik vejen via Mellemøsten. Han blev korrespondent i Beirut i 1979, kort efter at han blev færdig på universitetet. I første omgang for nyhedstjenesten United Press International, men hurtigt fik The New York Times øje på hans talenter og hyrede ham. Det var midt under Libanons lange borgerkrig, og Friedmans reportager om Israels massakrer på de palæstinensiske flygtningelejre i Sabra og Shatila efter Israels invasion af Libanon i 1982 indbragte Friedman hans første Pulitzer-pris.
