Herta Müller samler på ord og det i mere end en forstand. På et stort bord i sin lejlighed har hun dem liggende i bunkevis. Hun klipper dem ud af aviser og blade og laver kollager af dem, som hun sender til sine venner.
Kærligheden til ordene stikker dybt. Hun voksede op i landsbyen Nitzkydorf og tilhørte det tyske mindretal i Rumænien. Når hun som voksen blev tilsagt til forhør hos sikkerhedstjenesten Securitate, trøstede hun sig på vejen til forhørslokalet med rim, hun fandt på. Et af dem lyder således: »Mit fædreland er en æblekerne/ det flakker rundt mellem segl og stjerne«. Først halvdel af rimet blev til titlen på en fin samtalebog, hvor hun fortæller om et liv, der har haft tre faser: opvæksten i den fjernt beliggende landsby, hvor ’tyskheden’ trodsigt holdtes i hævd, ungdomstiden i Timisoara og Bukarest, hvor sikkerhedspolitiets forfulgte og chikanerede hende og vennerne, og siden livet i Berlin, hvortil hun emigrerede i 1987. Dødstruslerne mod hende holdt først op, da regimet faldt tre år senere, og hun endelig kunne føle sig fri.
