Da den vidt berejste forfatter Jørn Riel for nogle år siden havde en kort mellemlanding hjemme i Danmark, undervejs mellem sit hjem i Kuala Lumpur og sit sommerhus i Småland, havde han lige været igennem en operation. Han havde fået en hjerteklap erstattet med en klap fra en okses hjerte, fortalte han mig. Pause og en brise af piberøg, mens hans vågne blik under de kraftige øjenbryn skævede til mig, før han tilføjede: »Så nu kalder min søn mig for Sitting Bull«.
Der var faktisk noget indianerhøvding over den stenrolige og dog så spillevende mand, med piben nærmest fastvokset i munden, som i et halvt århundrede blev en af Danmarks mest læste og elskede forfattere. Men fredag døde han i sit hjem i Malaysias hovedstad, knap en måned efter sin 92-års fødselsdag. Han efterlader sig sin hustru, Anette Britt-Mari, og deres fælles søn og datter plus Riels datter fra et tidligere forhold.




























