Mit livs eventyr’ kaldte eventyrdigter Andersen sine erindringer, med diskret markering af, at erindringerne var stærkt redigerede.
Så hvordan skulle skrønedigteren Riels erindringer blive til andet end netop ’Mit livs skrøne’ – ihukommende hans egen karakteristik af skrønen som »en løgnehistorie, der kunne være sand – eller omvendt«.
Riels »slags memoirer« er da også blevet en lun og fornøjet fejring af et langt liv som rejsende fortæller eller fortællende globetrotter, som man nu vil.
Jørn Riel-skrøner er blevet til tegneserie - på franskRedigeret helt fri for de begrædelige trivialiteter, ethvert liv selvfølgelig også rummer, består den letløbende beretning af nedslag i et 85-årigt liv, der fra barneår i Odense og på Vesterbro i København fører via Nordøstgrønland og resten af kloden rundt til mandens nuværende bolig i Kuala Lumpur som nabo til den ældgamle jungle og dens frække aber, der via tagterrassen bryder ind i hans barskab.
Med andre ord en skønsom blanding af erindringsglimt om skolelærere og den første skoleforelskelse. Den strikse dansklærer Jeppesen får æren af at have lært fortælleren »et dansk, som på trods af mere end femogtres års udlændighed stadig er gangbart«.
Ja, gangbart, men stedvis i velbrugt fodtøj: Hvad mon fænomener som ’salmiakpastiller’ og ’ismejerister’ eller oplysningen om, at samme ’Jeppe’ var »rolig som et fad tykmælk«, siger læsere under 40-50 år?
Her er kortere glimt af livet som FN-udstationeret i Palæstina og senere Pakistan, en fængselstur i Havana og det klimastridige projekt med at bygge en iglo i Malaysia.
Om rejsen i det nordligste Canada som research til den store trilogi ’Sangen for livet’. Om årene og senere kun somrene i huset i Småland sammen med den elskede Annette fra Sverige og deres to børn.
Disciplin og timing
Sidst i bogen skifter tonen til en række af den slags nok så alvorlige digte, Riel tidligere kun har offentliggjort i bogen ’Safartut/Strømsteder’.
Grønland tabte manden sit hjerte til allerede som dreng, og via navigationsskolens uddannelse til telegrafist blev han som 19-årig udpeget til Lauge Koch-ekspeditionens stationsleder på Ella Ø. Hans makker i ’Ørnereden’ den første lange vinter var inuitten Ugge, »min bedste ven« – og underholdningen bestod af »genkendelsens fortællinger« om fangerlivet deroppe.
»Og sådan fødtes skrønerne fra Nordøstgrønland for mere end 60 år siden. De rinder stadig til«, tilføjer han, og så følger der en ny, ramsaltet beretning om ’Ræven’, der kom fra Lolland, men »døde af utilgiveligt svineri«.
Når forfatterskabet både er belønnet med De Gyldne Laurbær og Akademiets store pris, og når skrønerne er blevet så højt elskede, oversat til 19 sprog og i Frankrig alene solgt i en lille million eksemplarer inklusive tegneserieversionerne, skyldes det jo naturligt musikalsk og fornemt disciplineret fortællekunst: sproglig præcision og timing af pointerne.
Men ikke mindst det samme, som bærer de bedste af disse erindringsbilleder: mikset af menneskevenligt overbærende humor og barske begivenheder på dødens rand eller hinsides den.
Riel er som en iglo: både lun og cool.
fortsæt med at læse
