Da nyheden om Paul Austers død tikkede ind i sidste uge, var et af de første billeder, der dukkede op for mit indre blik ikke et billede af Auster, men af Harvey Keitel i rollen som den filosofiske tobakshandler Auggie Wren i ’Smoke’. En af de to film om Auggie, som Paul Auster skrev manus til.
Harvey Keitel er en af den slags skuespillere, man husker, næsten uanset hvilken rolle den firskårne newyorker med det smalle, skarpe blik har optrådt i. Auggie Wren tæller næppe som en af de absolut største roller i en karriere rig på tough guys, men for mig rangerer den elskelige Auggie højt.




























