-Dramatikeren Jokum Rohde skriver mindeord om oversætteren Marianne Lautrop, København, 74 år: Marianne Lautrop var den store danske oversætter af Louis-Ferdinand Céline, en forfatter, der ikke alene deler læserhavet i brokkende brøker, men som også insisterende kræver en forelskelse i sit enestående sprog, og det i høj grad af sine oversættere. Og Marianne Lautrop var Célines elsker i sproget. Jeg mødte første gang Marianne, da jeg i slutningen af 1990'erne havde som umulig ambition at bearbejde og opføre Célines gumpetunge maratonskuespil 'Kirken' i København. Jeg havde brug for en prøveoversættelse for at kunne tage stilling til, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Var der et egentlig moderne scenisk potentiale i 'Kirken'? Jeg besøgte Marianne Lautrop i Pisserenden og blev modtaget ikke alene med en stor entusiasme over for mit projekt, men også med en elskelig Céliniansk fraternitet; hun kunne alskens biografiske detaljer om Célines ophold i København og Klarskovsgaard, og det var en fryd at tale Céline med hende. Jeg forbløffedes til gengæld over, at hun anså Célines seneste trilogi, 'Fra det ene slot til det andet', 'Nord' og 'Rigadoon', som hans egentlige mesterværk. Jeg modargumenterede, at jeg just havde læst denne trilogi i Ralph Manheims oversættelse, og at de ikke overvældede mig i noget nær samme grad som hans to første romaner, 'Rejse til nattens ende' og 'Død på kredit'. Marianne sagde, at Ralph Manheim oversatte Céline sjusket. Jeg sagde, at Ralph Manheim da om nogen var Célines centrale oversætter. Marianne rystede på hovedet. Hun var selv i gang med oversætte 'Fra det ene slot til det andet'. På en helt anden måde. Angående 'Kirken', mit egentlige besøgsærinde, var Marianne Lautrop helt med på at oversætte skuespillet - men en prøveoversættelse kunne der ikke blive tale om: Det var alt eller intet. Hun agtede at lave en fuld oversættelse af skuespillet, og jeg for min part lovede at stampe nogle penge op af jorden. Jeg forlod hendes stille lejlighed, og vi gik i gang med den slidsomme virkeliggørelse af Célines skuespil i København. Men at oversætte 'Kirken' næsten gratis var jo ikke Marianne Lautrops eneste kamp for Céline. Egenhændigt, undertiden forlagsløs, oversatte hun i de kommende år hele Céline-trilogien, disse sprogfragmenterede kakofoniske avantgarderomaner om Célines vandring gennem Europa i Anden Verdenskrigs sidste dommedagsmåneder. Og i sidste ende lykkedes det Marianne Lautrop, i en lang og opslidende vandring, at få oversat og udgivet 'Fra det ene slot til det andet'. Og 'Nord'. Og 'Rigadoon'. Og til sidst det store værk 'Død på Kredit', trilogiens monumentale forgænger fra 1936. Og det i et magisk dansk, der danser med Célines komplekse tonaliteter og associative kaos af sorg, komik, erindring og had. Selv tog det mig kun fire år at skaffe produktionsmidlerne til 'Kirken', der omsider blev opført tre uger på Kaleidoskop i København i 2003. Efter premieren forærede jeg Marianne et kassettebånd, jeg havde fundet i Paris med Céline, der hhv. synger gamle sømandssange samt deltager i et startresser-radiointerview. Marianne røbede senere for mig, da vi sammen deltog i en Céline-aften i LitteraturHaus en ca. fire år tilbage, at det havde taget hende et helt år at samle sig mod til rent faktisk at lytte til Célines egen menneskelige stemme. Hun sagde tilmed, at det havde ændret hendes syn på hans litterære stemme at høre hans stakåndede, stammende, søgende og desperate tale. Jeg anser det for et unikum i oversætterkunsten, at Marianne i så høj grad fastholdt sin sensibilitet og åbenhed over for Célines ord, levende som skrevne. Det har været lange, ensomme og mageløse år, Marianne har levet med Céline. Det hele lykkedes hende. Og nu er hun død. Célines sidste sproglige station er København, i 'Rigadoon', og et af hans sidste sproglige blikke er ned ad Nyhavn, med dansebarerne, lyden af triste harmonikaer og vaklende skikkelser langs havnen. Slutningen er ikke helt ulig slutningen i 'Rejse til nattens ende'. Det ender samme sted, i natten, i nærheden af noget, der dog bærer videre, uden mennesker, højst spøgelser. Jeg tænker, at Marianne Lautrop går et sådant sted nu, og der kan ikke gå mange sekunder, før en anden skikkelse, Louis-Ferdinand Céline, er ved hendes side.