•Professor Joseph Weiler, New York University, skriver mindeord om professor, dr.jur. Hjalte Rasmussen, København, 72 år: I fremtidens museum for EU-ret vil der være utallige forfattere, hvis værker vil blive betragtet som tilhørende en særlig skole. Men kun få vil blive husket for at have dannet skole. En af dem er Hjalte Rasmussen. Hjalte Rasmussens bog 'Why is Article 173 Interpreted against Private Plaintiffs?' er en af klassikerne i litteraturen om EU-ret. Det var en af de første, måske den første, der faldt uden for det positivistiske juridiske paradigme om 'videnskabelig' selvrefererende argumentation og præsenterede en ekstern 'motivanalyse' af et afgørende princip inden for retspraksis. Ikke overraskende vakte det manges vrede, ikke mindst nogle dommere ved EU-domstolen, som var åbenlyst krænket over, at nogle kunne tro, at deres afgørelser ikke havde rod i positivistisk, analytisk fortolkning af lovene. De første skridt ind på et helt nyt felt blev taget i hans banebrydende engelsksprogede doktordisputats, 'On Law and Policy in the European Court of Justice. A Comparative Study in Judicial Policymaking'. Bogen blev udgivet af Martinus Nijhoof Publishers i 1986 og genoptrykt i 1993. Den afmystificerede domstolen på vidunderlig vis - talte om dommerne og udviste interesse for deres baggrund for at forstå årsagerne til deres afgørelser. Det teoretiske formål med bogen var at udtænke strategier for den rette balance mellem gouvernement des juges og parlamentarisk legitimering, når det kommer til fortolkning og anvendelse af EU-retten og dens overordnede mål. Som anført i bogen af Hjalte Rasmussen, i hans eget karakteristiske sprog: »Dommerne skal ikke have lov til at optræde som konger i røde kåber, men de skal heller ikke reduceres til lovfortolkende marionetdukker«. Dette grundlæggende demokratiske problem var Hjalte Rasmussen dybt interesseret i. Bogen ramte en nerve - og udløste nogle kritiske/afgørende anmeldelser (den berømt af Mauro Cappelletti og også en af mig selv), men også fordømmende anmeldelser. Og jeg tror som de fleste andre ikke, der er tvivl om, at der var en forbindelse mellem den tilgang, Rasmussen havde i bogen og gav udtryk for i sin undervisning, og ophøret af hans undervisning ved College of Europe i Brügge, hvor de fremtidige europæiske bureaukrater udklækkes. Men Hjaltes bog - eller mere præcist den fremgangsmåde og sensibilitet, den repræsenterede - var et signal om en helt ny og mere kritisk tilgang til forskning i europæisk lovgivning, som nu er allestedsnærværende. Som grundlægger og første formand for Dansk Selskab for Europaforskning samt European Community Studies Association (ECSA) har Hjalte Rasmussen altid været meget begejstret for det europæiske samarbejde inden for rammerne af EF/EU, men aldrig ukritisk. I de senere år blev han mere skeptisk, til tider endog afvisende, over for EU's styring, senest med EU-forfatningen og Lissabontraktaten. Han udlånte i stigende grad sin store ekspertise inden for EU-lov til det politiske miljø. Dermed afprøvede og udfordrede han den hårfine balance mellem forskning, formidling og debat, og han forblev urokkelig i den tilgang, han gik i spidsen for mere end en generation tidligere. Stærkt uafhængig, idiosynkratisk snarere end excentrisk, til tider lidt vred, gennemsyret af kultur, dybt menneskelig - inden for EU-ret er det Patria, der har tilpasset sig Profeten. En præstation, som vi husker i dag, mens vi mindes den mest betydningsfulde danske og europæiske jurist. Oversættelse: Helle Albeck